Stumpemarked og veterantræf på Markedspladsen

stumpemarked.jpg
20-05-2019
Igennem de ti år, som Hjallerup Mekaniske Museum har eksisteret, er der hvert år blevet holdt Stumpemarked. Igennem de sidste par år er Stumpemarkedet flyttet til Markedspladsen på grund af etableringen af Ekkoparken.
”For os på Mekanisk Museum er brugen af Markedspladsen et ligeså godt sted. Her har vi god plads til udstilling af vores gamle traktorer, biler, motorcykler og knallerter med mere. I år har vi også haft veterantræf, hvor de gamle, istandsatte køretøjer bliver luftet. Mange kommer og viser deres køretøjer frem, får en god snak og kører så videre,” fortæller Svend Keller.
Keller måtte søndag morgen hentes af en veteranlastbil, da kæden på hans gamle Express knallert på vej til markedet hoppede af. Knallerten var den samme type, som han fik som 16-årig og var blevet istandsat. Nu skulle den blive på museet, så andre kunne se den og opleve nostalgien.
I år ses de mange stande foruden med stumper til køretøjer også med genbrugsting, som giver et mere broget billede. Markedet i år er både et Stumpe- og Loppemarked.
Søndagen indbød også til havetraktortræk, hvor de unge kunne være med. Stumpemarkedet blev i år et marked for hele familien, hvor børnene kunne muntre sig i den opsatte hoppeborg, mens far og mor kunne se på de mange forskellige stande. Blev man sulten og tørstig, var der opsat pølsevogn på pladsen, og museets eget cafeteria holdt åbent. Flere benyttede lejligheden til at besøge museet og se de mange istandsatte køretøjer.
Museet har for nylig fået foræret Pastor Laiers gamle bil, en Opel fra 1933, som nu skal istandsættes.
”Vi har skilt den fuldstændig ad. Det vil koste mange penge at istandsætte den fuldstændig. Vi skal nu ud for at søge fonde for at klare udgifterne,” fortæller Sven Keller afsluttende.
Ultimate Web