Ældrerådet inviterer til møde med fokus på en række af de områder, der har de ældre borgeres interesse.
Brønderslev Kommunes Ældreråd arrangerer stormøde i Brønderslevhallen den 9. oktober for alle Kommunens 65+ borgere – og på mødet vil der være fokus på rehabilitering, digitale og verbale indbrud – og ikke mindst den gode samtale, når livet nærmer sig sin afslutning.
Til at hjælpe os med disse overskrifter har vi engageret os med professionelle mennesker, som virkelig kan give indspark på disse områder, fortæller Ældrerådets formand Inger Møller Nielsen.
Mødet har 3 indlægsholdere
Omkring rehabilitering så er det Lone Birkmose Lex fra Brønderslev kommunes rehabiliteringscenter i Klokkerholm, der vil give os indblik i dette vigtige arbejde for vore borgere.
Til at adressere forebyggelse af indbrud både digitalt og verbalt, har vi allieret os med Trygfonden, som har professionelle til at varetage disse opgaver. Det er forebyggelsesekspert Søren Panum, som kommer sammen med nærpolitiet i Brønderslev og indvier os i den kriminelle verden.
I det sidste indlæg bliver der adresseret, hvordan man kan optimere de sidste år af ens levetid. Til at fokusere på dette emne, har Ældrerådet inviteret Ove Gaardboe der er overlæge og konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Ove Gaardboe har de seneste 8 år stået i spidsen for mange projekter med navnet ”stop op før livet stopper”, som er et samarbejde mellem borgere – kommuner og læger. Ove Gaardboe er sikkert kendt af mange her i Brønderslev, idet han er født og opvokset her.
Ældrerådet serverer aftensmad
Mødet indledes med en velkomst af borgmester Mikael Klitgaard – og arrangementet slutter af med aftensmad, som serveres af Ældrerådet. Det koster ikke noget at deltage, men der skal ske en tilmelding.