Store musikalske oplevelser i trygge rammer: Musikkens Hus inviterer til digital julegudstjeneste

Musikkens-Hus-inviterer-til-digital-julegudstjeneste-(3).jpg
21-12-2020

Musikkens Hus skulle oprindeligt have slået dørene op til to musikalske julegudstjenester den 24. december, hvor nordjyderne kunne synge julen ind, og interessen var så overvældende, at billetterne blev revet væk på blot et døgn.

Nu kræver omstændighederne dog, at kulturinstitutionerne atter tænker i kreative baner for at bringe kulturens fællesskab, håb og glæder ud til nordjyderne. Derfor vælger Musikkens Hus at digitalisere gudstjenesterne, således at nordjyderne kan overvære den traditionsrige julegudstjeneste direkte hjemme fra stuen.

- Kulturen er et af de helt centrale holdepunkter, som skaber et lyspunkt i mørke tider som disse, og i år har vi alle et ekstraordinært behov for sammenhold. Vi higer efter at samles om noget, hvor bekymringerne og frygten ikke er omdrejningspunktet - og vi tager ikke let på det ansvar, der hviler på os som kulturinstitution i den forbindelsesiger Lasse Rich Henningsen, der er administrerende direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester og fortsætter:

- Derfor er det afgørende, at vi gør os umage for at sikre rigeligt med kunst og kultur på alle ansvarlige og relevante måder, herunder også via digitale platforme, der efterhånden er tilgængelige for de fleste.

De musikalske julegudstjenester vil byde på salmesang, oplæsning fra juleevangeliet og inspirerende taler fra sognepræst Jesper Fodgaard og præst Thomas Willer, mens musikken fremføres af blandt andre solist Margrethe Grarup, der er kendt som en af Danmarks bedste bluessangerinder, akkompagneret af musikere fra Aalborg Symfoniorkester under ledelse af kapelmester Mads Houe Sørensen. Alt sammen fra Koncertsalens enestående omgivelser, hvor det storslåede koncertorgel – med hele 5.450 håndlavede piber – for alvor kommer til sin ret.

Julegudstjenesten kommer til vare cirka en time og bliver sendt på Tv2 Nord Salto den 24. december klokken 13.00, ligesom begivenheden streames på Musikkens Hus’ Facebookside og YouTube-kanal.

Fra alle os til alle jer.
Også de efterfølgende juledage vil det være muligt at streame store musikalske oplevelser hjemme i stuen, når Aalborg Symfoniorkester spiller julen ind med digitale julekoncerter. 

Koncerten Englesang og Messingklang byder på magisk julestemning 1. juledag, hvor udvalgte musikere fra Aalborg Symfoniorkester, solist Susanna Anderson og dirigent Jesper Juul Windahl fremfører kendte og elskede juleværker som blandt andre Silent Night, O, Tannenbaum, Exsultate jubilate, Away in a Manger og Nøddeknækkeren.

2. juledag bliver det muligt at opleve Bachs Juleoratorium, hvor de fire solister Sibylle Glosted, Sidsel Aja Eriksen, Jonathan Koppel og Deyan V'atchkov vil tryllebinde publikum med udvalgte arier fra Bachs kendte og elskede fortolkning af juleevangeliet. Solisterne akkompagneres af en mindre musikerbesætning fra Aalborg Symfoniorkester. Johannes Langkilde vil være konferencier til begge julekoncerter, som sendes online på Musikkens Hus’ og Aalborg Symfoniorkesters Facebookside og YouTube-kanal henholdsvis 1. og 2. juledag klokken 13.00.

På Musikkens Plads har julen også sneget sig ind, hvor den internationalt anerkendte kunstner Thomas Dambo, som blandt andet har skabt trolden på Egholm, har kreeret en ny bæredygtig installation af bogstaver på hjul i alle regnbuens farver. Værket, der er skabt af genbrugsmaterialer i farverne fra FNs verdensmål, lægger op til interaktion og leg og skal være med til at sprede håb og julestemning frem til den 30. december. 

Ultimate Web