Så er gederne atter på græs i Ekko-parken

geder.jpg
19-04-2021

Overraskelsen var stor, da Hans Jensen sammen med Helle Snebang og Jonna Kristensen kom kørende gennem parken søndag formiddag for at standse ved legeområdet for de små og indgangen til gedernes skur og sommeropholdssted.
Ingen havde hørt rygter om gedernes tilbagekomst netop denne søndag.
”Vi havde holdt det hemmeligt på grund af vores corona-situation. Der er næsten altid motionister og forældre med børn i parken, men denne dejlige forårssøndag var der adskillige, der havde slået sig ned ved legepladsen. Stor blev overraskelsen og glæden, da nyheden bredte sig om gedernes tilbagekomst netop denne formiddag,” fortæller Claus Jørgensen.
For den tidligere mødregruppe bestående af Jette Gade, Maria Munkholt, Kjerstine Aaen og Louise Bertelsen var det en fantastisk formiddag, de havde sat hinanden stævne. De havde bredt et tæppe ud ved legepladsen og var tæt på børnene. Deres børn var nu blevet to år og kunne hygge sig sammen på legepladsen, men oplevelsen med gederne var lige, hvad de kunne bruge.
Hans Jensen, som udlåner gederne til sommergræsning, fortalte, at Hjallerup var de første, der fik geder tilbage til sommergræsning. Forholdene her var mest gunstige for de mange nyfødte gedekid. Flere gedekid var fra i onsdags. De ældste var 14 dage gamle. En enkelt ged skulle først føde om cirka 14 dage.
For Helle Snebang, som igennem vinteren har været tæt på gederne, var det en lettelse at se dem godt på græs.
”Det har været en hård periode med alle de fødsler. Jeg er stået op om natten for at kigge til gederne. De fleste fødsler er gået uden problemer. Hos et par stykker vendte det lille gedekid forkert og måtte have hjælp til fødslen. Nu håber vi, alle falder til og nyder opholdet i parken sommeren igennem,” fortæller Helle Snebang.
Det er institutionen Gaia, som skal kigge til gederne hver dag og sørge for vand. Hans Jensen sørger for foder til dem i en periode, indtil græsset er vokset til.
Hans Jensen påpeger, at de mange børn og voksne, som besøger parken, gerne må give gederne æbler, gulerødder, brød eller en tot græs. Gederne får foder og vand, så de er ikke sultne, men altid lækkersultne.
Formanden for Samvirke Peter Jensen var blevet informeret i forvejen og kom for at nyde synet af gedernes tilbagevenden.
”Det er dejligt, at noget er normalt i vores coronatid, her tænker jeg på gedernes tilbagekomst til Ekko-parken for denne sommer. Markedet er aflyst, og vores generalforsamling er endnu ikke afholdt. Vi håber at kunne holde generalforsamlingen engang i juni måned og håber og tror på et normalt Hjallerup Marked i 2022,” slutter Peter Jensen.

 

Ultimate Web