Projekt bevæg dig for livet

vandgymnastik.jpg
04-03-2019
Kommunen har lavet et genoptræningsprojekt med borgere med kroniske sygdomme som i forløbet skal ud til forskellige idrætsforeninger. Hensigten er, at borgerne bliver præsenteret for foreningslivet og den mere aktive hverdag som der håbes på, at holde fast i efterfølgende, da vi ved man får det bedre både fysisk og psykisk.
 
”Vi i Svømmeklubben Søhesten havde den store fornøjelse, tirsdag den 26. februar, at byde velkommen til en flok glade og aktive folk fra sundhedscentret i Dronninglund med en times vandgymnastik, sammen med nogle stykker fra vores vandgymnastikhold. Her fik vi som klub muligheden for, at vise hvad vand og vandgymnastik kan gøre, til trods for eventuelle skavanker. Svømning er nemlig rigtig godt for folk med skader, da det ikke belaster på samme måde som hvis man er på land”, siger formanden for Svømmeklubben Søhesten Camilla R. Blach, og fortsætter:
 
”Stine Krabs som er en af vores vandgymnastikholdstrænere, havde lavet et sjovt, spændende og underholdende program som deltagerne modtog med stor positivitet – de gik rigtig til makronerne, og der blev grint, kæmpet, og de fik sved på panden. Formålet er, at borgerne mærker svømningens positive indvirkning på kroppen og hermed ønsker at fortsætte og komme ind i det sociale sammenhold der er på holdene i foreningen – Både mænd og kvinder kan være med”.
 
Morten Borregaard Poulsen, som er lokal projektleder i Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune udtaler, hvorfor også han mener det er godt at få flere ud i foreningslivet:
 
”Foreningslivet rummer en række forskellige motions- og aktivitetstilbud, som vi mener at endnu flere af kan drage nytte af. Samtidigt har foreningernes aktiviteter oftest et socialt omdrejningspunkt, som vi i høj grad mener kan være med til at fastholde borgerne”.
 
Projekt ”Bevæg dig for livet” er et stort projekt, der omhandler alle målgrupper i alle aldersgrupper i bl.a. rigtig mange sportsgrene. Målsætning er, at Danmark i 2025 skal blive verdens mest idrætsaktive nation – Projektet bliver også støttet af DGI, DIF, Nordea fonden og TrygFonden.
Ultimate Web