Plejehjemsbeboerne på udflugt til Mekanisk Museum

plejehjem.jpg
12-06-2023
Turen til Mekanisk Museum startede klokken 10 fra Plejehjemmet Stengården, hvor alle, der ville deltage i udflugten, var parate.
 
Fem veteranbiler stod linet op, nypudset og klar til at køre med de beboere, som ønskede det. De fem veteranbiler var af forskelligt mærke og årgang. Den ældste var en Ford A fra 1928, som Gerald Jensen kørte. Svend Keller havde to biler med - en Bentley fra 1950 og en Chevrolet fra 1939. Desuden var der en Mercedes fra 1982, som Jørgen Kristiansen kørte, og en Morris 1000 cabriolet fra 1962, der blev kørt af Kresten B. Laursen. Veteranbilerne blev fyldt op med beboere og frivillige og gav passagererne en ekstra tur rundt i omegnen, inden de stoppede ved Mekanisk Museum. De øvrige beboere blev skubbet i deres kørestole. Nogle få kom selv frem med elscootere.
 
På Mekanisk Museum blev forsamlingen budt velkommen af Svend Keller og fik fortalt lidt historie fra tiden, hvor Ridecentret blev købt og lavet til et Mekanisk Museum, der nu har store samlinger af veteranbiler, traktorer og mange andre ting som telefoner, radioer og grammofoner. Svend Keller fortalte endvidere om et stort projekt, de cirka 20 frivillige er i gang med, nemlig en restaurering af pastor Laiers gamle bil, en Opel fra 1932.
 
Plejehjemsbeboerne og de øvrige, der var med, blev vist rundt, og det hele sluttede i cafeteriet, hvor der blev serveret kaffe og sandwiches.
 
Karsten Knudsen sluttede med at sige tak til alle involverede og håbede, at denne årlige tradition kunne fortsætte fremover. Den næste udflugt for plejehjemsbeboerne kommer ifølge Karsten Knudsen til august med en køretur til Asaa Havn.
Ultimate Web