Plejehjemsbeboerne på Stengården på udflugt til Asaa Havn

udflugt.jpg
08-07-2019
Østergårds Biler kørte de godt 40 deltagere til Asaa Havn i onsdags. Vejret var med sol, lidt blæsende og køligt. Deltagerne havde sørget for at have varmt tøj på, så de kunne klare udfordringen med at komme rundt på havnen i kørestol, med rollator eller på gåben med støtte fra personalet og de frivillige.
Første punkt på dagens program var formiddagskaffe på terrassen uden for Café Havblik. Her blev der serveret kaffe/te og kage til alle deltagerne.
Der var heldigvis læ på terrassen, så alle kunne holde varmen og nyde kaffen. Flere sommersange blev sunget, og alle beboerne oplevede en sommer- og feriestemning med udsigt ud over havet. Nogle af deltagerne fortalte, at de på turen til Asaa havde glædet sig over at kunne opleve kornmarkerne og nu fik lov til at opleve og mærke havluften.
 Jenny Therkildsen fortæller begejstret om sine oplevelser:
”Det er en stor glæde for mig at kunne deltage og opleve naturen, se havet, bådene og havnen. Jeg er taknemmelig for, at der bliver arrangeret sådan en tur for os beboere.”
De fleste gik en rundtur på havnen og sluttede af på Café Havblik igen, hvor der blev serveret is.
Café Havblik fik ny ejer Allan Legaard den 5. april 2019 og var glad for at kunne udlåne sit terrasseområde til deltagerne fra Hjallerup. Han lovede endda, at de måtte bruge pladsen igen til næste år. Allan Legaard fortalte, at Café Havblik holder åbent hver aften sommeren igennem, hvor der serveres grillmad til live musik.
Caféens program kan ses på hjemmesiden og på Facebook.
”Vi er meget glade for at kunne give plejehjemsbeboerne en sommertur til Asaa Havn, hvor de kan opleve lidt af havmiljøet. Igennem sommerperioden prøver vi at arrangere små ture for beboerne, så de får nogle gode oplevelser,” fortæller sognepræst Marie Kirketerp og tovholder for de frivillige Gå-med-venner Karsten Knudsen afsluttende.
Ultimate Web