Plejehjemsbeboere og kirkens Gå-med-venner på tur til Asaa

IMG_8805.JPG
22-08-2023

Mange fra Plejehjemmet Stengården havde igen i år set frem til den årlige udflugt til Asaa sidst på sommeren. I onsdags den 16. august blev dagen, hvor omkring 35 deltagere, som bestod af både plejehjemsbeboere, personale og kirkens Gå-med-venner, kørte med bus til Asaa. Vejret var lidt blandet både med sol og regn. Alle tog det danske sommervejr med godt humør, indtil en kraftig regnbyge var lige ved at blive for meget.

Karsten Knudsen fra kirkens Gå-med-venner fik hurtig en aftale i gang med havnens Café om at benytte bænke og borde ved cafeen, så alle kom i tørvejr. Humøret ændrede sig hurtigt, da kaffekopperne, termokanderne og en lækker kage blev pakket ud. Alle blev bænket ved bordene, og kaffe og kagen satte humøret op. En medarbejder fra Stengården havde taget harmonikaen med og løftede stemningen. Solen kom frem en periode, og med udsigten ud over havet og med solens stråler som varmekilde glemte alle regnvejrets kvaler.

Efter kaffen blev der sunget sommersange. Så kom tiden til en gåtur langs havnefronten. Mange havde en rollator med og klarede gåturen langs havnen ud til ”Havfruen”.
Mange frivillige deltagere i kirkens arbejde år efter år og nyder fællesskabet med plejehjemsbeboerne.

”Vi er en god flok, som kommer på plejehjemmet Stengården som frivillige både sommer og vinter. Om sommeren går vi nogle ture. Kørestolsbrugerne skubber vi, så alle, der har lyst, kan komme en tur ud i byen.

Udflugten i dag til Asaa betyder meget for mange af beboerne. Det at komme uden for plejehjemmet og ud i naturen betyder rigtig meget for mange af dem. Det skaber et fællesskab at deltage og giver både os og beboerne en dejlig oplevelse. Flere af os har været med som frivillige i adskillige år. Vi nyder at være en del af det fællesskab, som er blevet skabt,” fortæller Bitten Pedersen, Linda Larsen og Anna Marie Larsen.

Karsten Knudsen, der er tovholder for kirkens Gå-med-venner, laver igennem sommerperioden flere udflugter. Sidst gik turen til Mekanisk Museum, hvor beboerne blev kørt rundt i landskabet i veteranbiler. Udflugten sluttede med kaffe på museet.

Ultimate Web