Kærsigen ved Klokkerholm havde tirsdag den 5. september besøg af 1. og 2. årgang fra Klokkerholm skole.
Området ligger omkring en ny regnvandssø, som blev lavet efter kloakering i Klokkerholm. Her arbejder en gruppe – natur og historie – under Byen i landskabet med at omdanne området til et rekreativt område. Udvalget har fået støtte fra Hedeselskabet – og i november går HedeDanmark i gang med at beplante og behandle området. Det venter udvalget på, som gerne vil i gang.
”Men inden skal vi have arealerne gjort klar til plantning. Derfor var det super, da elever fra Klokkerholm skole ville komme forbi og have en aktivitetsdag på Kærsigen. De hjalp med at hive store planter op – en god hjælp. Senere vil udvalget have brug for mere hjælp og inviterer evt. interesserede fra byen til at komme og give en hånd med,” fortæller Jette Skiveren og fortsætter:
”6. kl. fra Klokkerholm skole har lavet flotte insekthoteller, som har stået ved søen sommeren over. Området skal omdannes til et biodiversitetsområde, så insekthotellerne var første skridt. Eleverne fra skolen fandt i dag insekter og fangede myrer etc. i en insektfanger. Efterfølgende skulle insekterne løbe et kapløb.”
Udvalget glæder sig over, at skolen allerede viser interesse for at bruge området. Det bliver spændende, når plantningen går i gang i november, så Klokkerholm får et rekreativt og biodiversitets-område til glæde for alle.
ν