Og vinderen af erhvervsprisen er...

erhverspris.jpg
Per Nielsen, vinder af årets erhvervspris.
24-04-2023

Per Nielsen blev valgt blandt 11 indstillede virksomheder og erhvervsledere og modtog prisen, der bestod af et diplom og et kunstværk lavet af kunstneren Jette Abildgaard, Klokkerholm.
Prisen gives for en initiativrig og dynamisk erhvervsindsats til en lokal virksomhed eller erhvervsleder i Dronninglund Rotary Klubs lokalområde, der yder en særlig indsats, og som lever op til Rotarys formål og værdigrundlag. Den pågældende skal således gøre en forskel i lokalsamfundet og være en succeshistorie inden for blandt andet et eller flere områder som vækst, uddannelse af elever, socialt ansvar og miljøansvar. Prisen blev i år uddelt for anden gang.
I indstillingen af Per Nielsen hed det blandt andet, at han har satset på et svært tidspunkt ved at åbne en ny butik, der tiltrækker kunder fra et stort geografisk område med en radius på op til 50 km, at PN El-Service er meget lokalt forankret og bakker op om lokale tiltag og er synlig i bybilledet.
Uddelingen af erhvervsprisen fandt sted i den hyggelige foredragssal på Dronninglund Efterskole, hvor forstander Bitten Kjær bød velkommen og fortalte om tilbuddene på skolen, der næste år omfatter 115 elever, det største antal i skolens historie.
Keld Pedersen, grundlægger af Nordex Food i 1984 og nu arbejdende bestyrelsesformand, gav en levende beretning, krydret med mange sjove anekdoter, om virksomhedens udvikling til en succesrig producent af hvid ost, en udvikling som også havde været genstand for udfordringer gennem årene. Nordex Food omsætter i dag for 3 mia. kr., primært på eksportmarkedet. Keld Pedersen fortalte ikke uden stolthed, at en af succeserne var produktion af feta i tern.
Inden selve prisuddelingen præsenterede Jette Abildgaard kunstværket, der var holdt i neutrale farver og viste basen for en virksomhed og de mennesker i den, der får tingene til at lykkes og oplever glæden ved dette, samtidig med at der også kan være udfordringer undervejs.
Herefter fortalte Dronninglund Rotarys præsident Finn Krogsgaard kort om klubbens virksomhed som humanitær organisation og som erhvervsnetværk, samt om kriterierne for erhvervsprisen. Desuden takkede han alle, der havde gjort det muligt at finde en vinder af prisen, herunder den nedsatte priskomité af erfarne erhvervsfolk, samt Dronninglund Efterskole og de mange fremmødte.
Lasse Gadensgaard, ejer af Nordturn Maskinfabrik ved Flauenskjold og vinder af sidste års erhvervspris, åbnede guldkuverten med vinderens navn. I sin takketale gav Per Nielsen udtryk for stor glæde over påskønnelsen.
I Dronninglund Rotary Klub ser man med forventning frem til også næste år at kunne uddele erhvervsprisen.

 

Ultimate Web