Nye visioner for Hotel Hjallerup Kro

hotel.jpg
30-01-2023

Alt stod klar til at byde gæsterne velkomne til åbent hus søndag eftermiddag. Personalet stod klar til at vise rundt og fortælle om husets mange muligheder for afholdelse af fester, om overnatninger eller bare en hyggemiddag med familien.
I alle lokalerne var der vist en meget flot borddækning, som kunne inspirere de mange fremmødte. Der var udstilling af brudekjoler fra Dybvad, store flotte kjoler til en pris fra 3.000 kroner til 35.000 kroner. Der var udstilling af tøj, sko og briller fra byens forretninger. Også musik var der tænkt på til de kommende fester. Solomusiker Jan Guldbæk Sørensen var til stede med hyggemusik. Med ham kunne man lave en aftale om musik til festen.
Hoteldirektør Conny Tillebeck og souschef Marianne Haagensen viste stolt publikum de mange lokaler frem med forskellige slags borddækning, som kan passe ind til en rund fødselsdag, et bryllup, en barnedåb eller et jubilæum.
”Vi har lige afsluttet renovering af 12 af vores 24 værelser. Endvidere er vores køkken blevet renoveret. Vi har holdt lukket fra midt i december til midt i januar. Vi har derfor inviteret byens borgere og andre interesserede til at kigge forbi og se resultatet. Hele hotellet er blevet shinet op indvendig, så vi er klar til at byde på frokost og aftensmenú alle dage. Om onsdagen er der stegt flæsk og persillesovs. Om fredagen inviterer vi til fredagshygge med tapas og vin,” fortæller hoteldirektøren, og hun fortsætter:
”På vores hjemmeside under kalender kan man holde sig orienteret om, hvad vi byder ind med. For eksempel holder vi et Valentins-arrangement med spændende retter.
 Vi håber med vores nye tiltag, at vores kro/hotel bliver et samlingssted for byens borgere, som det var i gamle dage. Det er meget vigtigt for os, at byens borgere vil støtte op om os, så det, der kendetegner Hotel Hjallerup Kro, er hygge, fællesskab og god mad. Vi vil gøre vores bedste.”
Mange kiggede forbi til åbent hus. Familien Jeppesen nød den lækre buffet, som var ganske gratis. Selv lille Frida i barnestol så ud til at nyde maden.
Kokken kom også forbi og fik en snak med gæsterne.
”Vi prøver at lave nogle spændende retter hver dag, så vi kan bare anbefale folk at komme ind og smage vores mad,” lød kokkens bemærkning.
”Vi håber at få opbygget en kro med god mad og hjemlig hygge, hvor byens borgere føler sig hjemme. Mange håndværkere kommer her og overnatter. Mange turister lægger vejen forbi både for at overnatte og spise. Hjallerup ligger centralt, og vi håber, at vores visioner for Hotel Hjallerup Kro må blive indfriet. Det kræver hårdt arbejde for os og god støtte for alle byens borgere for at nå målet,” slutter hoteldirektøren Conny Tillbeck.

 

Ultimate Web