Ny børnehave er på vej i Østermarken i Hjallerup

eskild.jpg
05-10-2020
De mange unge forældre i det store nybyggerområde Østermarken glæder sig over, at en ny børnehave vil stå færdig til sommer 2021. Børnehaven bliver normeret til 75 børn og kommer til at ligge på et stort grønt areal, som er udlagt til fritids- og institutionsområde. Østermarkens store stisystem vil omslutte børnehavens areal, og en ny kørevej skal anlægges til området.
”Vi synes, placeringen er god i forhold til vores stisystem i Østermarken, hvor børnene kan færdes trygt til både idrætshal og skole. Børnehaven kommer til at koste cirka 12 millioner kroner. Der er for tiden et stort behov for at få plads i en børnehave. De nuværende institutioner er overbelagte det meste af tiden,” fortæller byrådsmedlem Eskild Sloth Andersen.
Ifølge Eskild Sloth er der flere positive meddelelser til Hjallerups borgere. Kommunen har afsat 16 millioner til halbyggeri i Brønderslev kommune. Hjallerup Idrætscenter vil snarest finde ud af hvilke behov for halkapacitet, der er i Hjallerup her og nu, men også tænke behovet ind i fremtiden.
I Hjallerup har man længe ønsket en hal tre, og måske kan der nu komme en løsning på problemet.
Ifølge Eskild Sloth er der i år bevilget flere penge til vedligeholdelse af veje. Der er flyttet fem millioner fra budget 2021 til 2020, så der er råd til ny asfalt allerede i år på flere gader og veje.
En ny rundkørsel vil snart blive en realitet i krydset ved den gamle hovedvej. Man håber, den vil stå færdig til sommer.
Ultimate Web