Dét er netop temaet, når der i slutningen af september inviteres til fællessang i Hellevad Kirke: Sange, der som poesi og melodi er så fantastiske, at man tænker: vidunderligt tænkt!
KLOKKERHOLM: På bare fem dage havde den nye højskolesangbog, som udkom i 2020, solgt 75.000 eksemplarer. Aldrig før var denne sangbog blevet revet væk fra hylderne i sådan en fart som nu. Salgstallet viser tydeligt, at det ikke kun er højskolelærere, der køber bogen. Fællessang er ikke kun noget, der dyrkes i etablerede kor, men er noget, vi gør mere og mere i alle mulige sammenhænge. Og du har chancen for at gjalde med, hvor der skal synges fællessang i Hellevad Kirke fra både Salmebogen og den nye højskolesangbog fra 2020. Programmet består af både kendte sange og salmer, samt nye sange, der er med i Højskolesangbogen for første gang.
Klokkerholm Koret medvirker under ledelse af Line M.G. Jensen og synger for. De synger også et par korsange undervejs. Ved klaveret sidder organist Lasse Christensen, som også spiller et par stykker musik på kirkens orgel.
Fællessang rimer på fællesskab
Trods et samfund præget af individualisme, mangler mange et fællesskab at være en del af. Og her kan fællessang minde os om, at vi ikke er alene. At synge i fællesskab er at være forbundet til hinanden, og her opstår et fælles vi og en samhørighed, hvor der er plads til alle – også selvom man ikke synger som Whitney Houston, bliver de fleste alligevel i godt humør, når vi synger. For sang sætter gang i vores belønningssystemer og gør os derfor opstemte og mere åbne og selvtilfredse. Når vi så kombinerer det med at synge sammen med andre, bliver vi ikke bare i godt humør alene under bruseren; vi bliver det sammen med andre. Vi får dermed en positiv og glædesfuld oplevelse med hinanden, og der bliver tilmed skabt et rum, hvor civilstatus, jobtitler og materialisme bliver ubetydeligt. Samtidig udløser det endorfiner.
Sangaftenen finder sted onsdag den 27. september 2023 i Hellevad Kirke. Det er gratis at deltage.
ν