Nedrivningen af den gamle Maskinforretning kunne gå i gang

nedrivning.jpg
18-11-2019

Rigtig mange af byens borgere mødte op for at fejre, at nu skulle nedrivningen af Maskinforretningens gamle bygninger tage sin begyndelse for at gøre plads til et nyt, stort byggeri i flere etager, et byggeri med omkring 60 lejligheder til 50+’er.
Borgmester Mikael Klitgaard var med i fejringen, først med tale, efter at Orla Nielsen havde budt velkommen og udtrykt glæde over, at så mange havde taget imod invitationen.
”Vi tyvstarter i dag med at udtage en enkelt sten, der lige skal markere, at nu begynder nedrivningsprocessen af maskinforretningens mange gamle bygninger for at gøre plads til et etage-byggeri med omkring 60 lejligheder.
Det har været en svær proces at nå til enighed med alle parter om placering, højde på bebyggelsen med mere. Jeg synes, beliggenheden giver mange muligheder for et godt fællesskab med Stengårdens beboere, en slags Olle-Kolle-område med kort afstand til byens forretninger og busforbindelser,” sagde borgmesteren i sin tale.
Byens borgere var i stort tal mødt op for at være med til at fejre, at nu skete der endelig noget i Østergade, som gerne skulle forskønne hele området, så det bliver et attraktivt sted at bo. Alle interesserede borgere kunne tage et hæfte med sig hjem om det kommende byggeri og studere, hvordan hele byggeriet vil tage sig ud. Der vil blive omkring 60 lejligheder på cirka 90 kvadratmeter. I hæftet var der en side, hvor interesserede kunne skrive deres navn og aflevere sedlen i postkassen hos Orla Nielsen i Vestergade 19, så de kunne komme på en uforpligtende liste til de kommende lejligheder.
”Det har været rigtig dejligt at se så mange af byens borgere møde op i dag for at vise interesse for det kommende byggeri. Vi skal nu søge om byggetilladelse til projektet. Vi vil dele byggeriet op i to etaper. Første spadestik vil blive taget, når alle byggetilladelser er på plads. Vi håber på, at byggeriet kan starte omkring 1. april 2020,”orienterede Orla Nielsen.
En af de borgere, som var mødt op, var Lajla Michaelsen, som fortalte, at hendes farfar Einar Michaelsen overtog Hjallerup Maskinværksted i 1928. Han udvidede flere gange i de kommende år, og forretningen/værkstedet fortsatte i den næste generation, dog med en anden beliggenhed – i dag ligger Hjallerup Maskinforretning i Industrikvarteret. For nogle år siden købte Orla Nielsen de gamle bygninger i Østergade, som havde stået tomme i nogle år og var i forfald.
Byens borgere hyggede sig i den gamle Maskinforretning, hvor der var opstillet borde og stole til lejligheden. Flere benyttede lejligheden til at spørge ind til projektet og nød serveringen af pølser, øl og vand og ikke mindst kaffen og kagemanden. Alle glæder sig til nu snart at kunne se en ny bebyggelse på området.

 

Ultimate Web