Loppemarkedet i Hallen blev en succes med 66 stande

loppemarked.jpg
29-04-2019

For initiativtagerne til loppemarkedet blev søndagens første loppemarked i Hjallerup Hallen en god oplevelse. Sammen med Hjallerup Idrætscenter var der indgået et samarbejde om afholdelse af loppemarkedet.

Forud for søndagens loppemarked havde Susanne og Jan lagt et stort forarbejde.

”Vi har brugt mange timer med planlægning. Lørdag måtte vi bruge to-tre timer med at sætte markeringer op til de 66 stande. Det har været hele døjet værd. Vi har oplevet stor tilfredshed i standene.

Klokken ti stod mange klar til at komme ind. Ved middagstid var det caféen i hallen, som blev velbesøgt. Flere måtte vente op til en halv time på at blive betjent. Hele formiddagen var der stor travlhed på loppemarkedet. Om eftermiddagen var der knap så mange, men vi er tilfredse med resultatet,” udtaler de to initiativtagere.
Margit og Jette Fischer Petersen havde ryddet op i både tøj og pynteting. De var tilfredse med dagens salg. Det samme udtalte Anne Mette og Lars Malmkjær, som solgte legetøj og ting fra gemmerne. Svaret fra de øvrige  stande var tilfredshed med salget. Simon Loell fik foruden sit salg af lopper også reklameret for Hjallerup Modelflyveklub. Han havde medbragt et par modelflyvere til samme formål.
Loppemarkedet sluttede klokken 16, men en halv time før ankom personale fra Butik 21, en retro- og genbrugsbutik fra Aalborg, som skulle overtage de lopper, som man ikke ønskede at tage med hjem igen. Der var mange fine ting tilbage, som de ville kunne sælge. Overskuddet fra Butik 21 går til velgørende formål. Butik 21 udspringer af Café Parasollen i Aalborg og er en del af KFUMs Sociale Arbejde.
Loppemarkedsideen i Hallen er nu blevet afprøvet, og ifølge initiativtagerne bliver det nok ikke sidste gang, men måske igen i april næste år.
Ultimate Web