Lions Ingeborg Skeel donerede 15.500 kroner til plejehjemsbeboerne i den gamle Dronninglund Kommune

Ingeborg_Skeel.png
20-04-2020

Alle plejehjemsbeboere i den gamle Dronninglund Kommune har fået en hilsen, en forårsgave fra Lions Ingeborg Skeel, som blev afleveret inden påske.
Trods den kaotiske situation med Corona virus har Lions Ingeborg Skeel besluttet at sende alle plejehjemmene i den østlige ende af Brønderslev Kommune en påskehilsen, en hilsen med forårsblomster og delikatesser.
”De betingelser, som alle vore plejehjemsbeboere må leve med i denne tid, er ikke spændende men nødvendige. Påskehøjtiden, som plejer at være en stor familiehøjtid, blev meget anderledes i år. I erkendelse heraf vil vi i Ingeborg Skeel gerne vise, at vi tænker på vore ældre og sårbare borgere. Det vil vi gøre ved at sende dem en forårshilsen, som vi håber kan være til lidt opmuntring både for beboere og personale i påskedagene,” fortæller præsident Hanne Nygaard og Karen Krogsgaard fra Lions Ingeborg Skeel.
Der er i alt 155 beboere på de fire plejehjem i den gamle Dronninglund Kommune, som har fået en hilsen fra Lions Ingeborg Skeel. Beboerne har kunnet vælge mellem blomster og delikatesser.
”Vi har fundet pengene fra overskuddet på vores julemarked og fra Erhvervsmessen og ønsker med gaven at give en opmuntring til de mange plejehjemsbeboere, som har en periode uden besøg af deres familier,” slutter de to fra Lions.
Plejehjemslederne på de fire plejehjem tog imod donationerne og takkede på beboernes vegne.

Ultimate Web