”I forbindelse med Hosta Industries” 50 års jubilæum har jeg i sommerferien hyret en kunstner til at lave et kæmpe vægmaleri, som skal overraske medarbejderne, når de møder ind efter sommerferien”.
Værket fortæller en histore om automatisering af produktionen, distribution af varer og de mennesker, medarbejderne, som er så afgørende for, at en moderne produktionsvirksomhed kan lykkes.
”Dette er bare et eksempel på de mange “skjulte” erhverv, som også er derude — i dette tilfælde en tegner, kunstner, facademaler, historiefortæller”; fortæller direktør, Christian Mosevang.
Det kæmpe maleri er ikke bare et maleri, men en bred fortælling, som skal opleves fra flere vinkler og forskellige afstande. ”Jeg er blevet opmærksom på, hvor vild en proces malerarbejdet er… hvordan Henrik arbejder, og hvor meget teknik, der ligger i at få vinkler osv. til at synes rigtig. På Hosta Industries tænker vi tredimensionelt i det vi producerer.
Vi er også meget optagede af at motivere fremtidige generationer til at vælge en uddannelse i industrien. Det er en del af vores DNA, og det har Henrik fanget meget godt.” — udtaler Christian Mosevang.
Den kendte tegner og maler Henrik Johnsson er manden bag det imponerende kunstværk. ”Der er lagt enorme kræfter i at skabe noget helt særligt, som kan glæde og begejstre medarbejdere og gæster”; udtaler Henrik Johnsson. ”Arbejdet med at planlægge kunstværket er næsten lige så krævende som faktisk at realisere det. Hosta bad om wow faktor, og det har jeg bestræbt mig for at give dem.”
Blanke hvide vægge er der mange af rundt om i landet. Deres funktion er, at danne skel og holde sammen på en konstruktion. Men disse vægge kan, som det nu er tilfældet hos Hosta Industries, blive meget mere, ved at tilføje et budskab i form af et kunstværk. ”Jo, hvis der er andre, som kunne tænke sig at få kunst på væggene, så er de meget velkomne”; siger Henrik Johnsson.
Værket har flere indbyggede optiske effekter. Når man betragter værket ud fra forskellige punkter, opleves motivet retvisende. Det er fordi, man ser på værket fra idealvinklen. Men set fra andre vinkler er motivet vredet ud af form. Dette ses tydeligt bl.a. i forbindelse med ”manden med uret under armen på stigen”.
Der er også en dør mellem to haller. Før var væggen helt hvid, men nu ser man en flot og farverig robotarm, der med sine gule gribehænder holder om et ur. Uret hænger til daglig på hallens væg, men er nu en del af værket og ”taler” ind i den samlede historie om tid, der går, mens man producerer, og at dygtige og grundige mennesker er involverede. Omkring døren er malet et hul til en verden udenfor fabrikken. Her holder en lastbil, lastet til randen med ure. ”Måske vil man fremover ændre måden man taler om den her dør. Måske vil det være en lastbil man går ind i.” — siger Henrik Johnsson.
Det er ikke første gang, at Henrik Johnsson laver vægmalerier. Man kan se flere eksempler på Instagram:
@henrikjohnssonkunst.
Mange i Nordjylland kender allerede Henrik Johnsson, der har tegnet indhold til de kendte aktivitetsbøger om Skagen under titlen ”Min Ferieby Skagen”, der er udkommet i en ny årlig udgave hver sommer siden 2014. Henrik afholder også tegneskoler for børn og voksne og optræder desuden som karikaturtegner.