Kulturhuset må igen aflyse adskillige arrangementer

kulturhus.jpg
12-10-2020
Kulturhusets frivillige er ved godt mod, selv om meget er forandret for tiden. En gruppe af frivillige mødes mandag, onsdag og fredag og klarer de nødvendige opgaver for at holde huset i gang.
De større arrangementer som bingo, højskolekreds og bridge må væbne sig med tålmodighed og håbe på, at der efter 31. oktober kommer nye tal for antal deltagere i arrangementer, der vil ligge højere end de 50 i dag.
Mindre arrangementer kan stadig afholdes, når alle regler overholdes.
”Vi har hele tiden overholdt de gældende regler med afstand, mundbind, sprit og antal deltagere. Vores økonomi ser for tiden heldigvis rimelig ud. Vi er nødt til bare at fortsætte på lavt blus og håbe, at de udsatte arrangementer, kurser og fester kan blive afholdt senere på året, når smittetrykket forhåbentlig falder igen,” fortæller lederteamet Hanne Jensen og Kurt Brink og fortsætter:
”Vi oplever, at mange udsatte ældre er bange for Covid 19 og helst holder sig hjemme. Det skal vi respektere. Derfor har vi også måttet aflyse flere aktiviteter, som især henvender sig til denne gruppe.”
Ultimate Web