Kreativitet, erhverv, handel og fritid er overskrifterne for efterårets messe i Dronninglund Hallen, som arrangeres af Lions Club Dronninglund Ingeborg Skeel
Lions Ingeborg Skeel har til hensigt at skabe en messe, der henvender sig til alle uanset alder og interesser. Derfor vil årets messe i Dronninglund vise et varieret udbud af, hvad lokalområdet kan byde på af gode handelsmuligheder, gedigent håndværk, servicevirksomheder, niche-producenter, kreative værksteder og foreningsliv. I hele 2 dage vil der blive rig mulighed for at besøge de spændende stande og få en god snak med fagfolk og kreative ildsjæle.
Begge dage vil der være flere aktiviteter – hver time vil der blive udtrukket gaver på indgangsbilletterne. Hundeopvisning, modeshow og pizzabagningskonkurrence er også en del af messeprogrammet. Og til de første 100 morgenfriske er der gratis kaffe og rundstykker om lørdagen.
Målet for Lions Ingeborg Skeel er at afholde en messe hvert andet efterår, og vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle udstillere og sponsorer for deres opbakning og positive indstilling.
Overskuddet fra messen går ubeskåret til Lions humanitære hjælpearbejde lokalt, nationalt og internationalt. Lions Ingeborg Skeel blev stiftet i 2004 og har siden da doneret 1.1 mill. kr. til hjælpearbejdet, hvoraf halvdelen er doneret til lokale formål. Derfor skal der lyde en stor tak til alle virksomheder og private, som støtter klubbens forskellige aktiviteter.
Vi glæder os til at slå dørene op og få et par gode dage sammen med alle, der måtte have lyst til at kigge forbi den 23. og 24. september.