Klovneløb i Hjallerup til fordel for Danske Hospitalsklovne

klovneloebet.jpg
27-05-2019

Klovneløbet er et familieløb, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; Det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

I Hjallerup er det Kimmi Aagaard og Carsten Nielsen, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne.

 

Løbet skydes i gang ved fodboldbanerne bag Hjallerup Idrætscenter, Idræts Allé 1, kl. 11, hvor der også vil være forskellige aktiviteter. Kom gerne i god tid - vi står klar fra kl. 10.

Prisen for at deltage er 70 kr. per person. Heraf går 63 kr. direkte til Danske Hospitalsklovnes arbejde på landets børneafdelinger. De resterende 7. kr. går til afvikling af løbet. Melder man 5 personer eller flere til på samme tid, falder prisen til 60 kr. per person.

 

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der støtter indlagte børn igennem deres sygdomsforløb. Hospitalsklovnene spreder smil og glæde, når der er allermest brug for det. Alle hospitalsklovne er uddannede og lønnede. Danske Hospitalsklovnes arbejde eksisterer kun i kraft af donationer.

 

Klovneløbet i Hjallerup er ét ud af mere end 60 Klovneløb, der i år afholdes i hele landet. Alle Klovneløb er arrangeret af lokale frivillige. Sidste år deltog over 14.000 løbere i Klovneløb, og der blev doneret mere end 1.300.000 kr. til Danske Hospitalsklovne. 
 
Du kan finde et Klovneløb og tilmelde dig her: www.klovneløb.dk
 
Om Danske Hospitalsklovne
  • Danske Hospitalsklovne besøger indlagte børn på alle landets børneafdelinger, samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder otte børnepsykiatriske dag- og døgnafsnit
  • Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn. Foreningen har tilknyttet 53 professionelt uddannede hospitalsklovne samt 9 nye under uddannelse
  • Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for landets børneafdelinger, og lønnes af foreningen
  • Danske Hospitalsklovne eksisterer kun i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde
Ultimate Web