Klokkerholm Børnehave holdt fernisering og sponsorløb

boernehave.jpg
23-09-2019

Det blev ifølge formanden for forældrebestyrelsen Nana Sundby en fantastisk dag med stor opbakning fra børnene, forældrene og børnehavens personale og leder af Børnehaven Tove Fyenbo.
Arrangementet blev arrangeret af Forældrebestyrelsen i Klokkerholm Børnehave, som har brugt nogle uger på at få stablet arrangementet på benene i samarbejde med børnehavebørnene og børnehavens personale og leder, samt forældrene til børnehavens børn. Tove Fyenbo, som er leder af Klokkerholm Børnehave, deltog i hele arrangementet og var speaker under sponsorløbet. Endvidere holdt hun åbningstalen til ferniseringen på børnenes kunstværker.  
Flaget var hejst i dagens anledning. Det dryppede kort inden start på sponsorløbet, men så holdt regnen op, og der var tørvejr.
Sponsorløbet blev holdt på børnehavens legeplads. Børnene havde selv fundet sponsorer, som enten ville give et vist antal kroner per omgang eller et fast beløb uanset hvor mange omgange, der blev opnået.
Efter sponsorløbet blev der afholdt fernisering på børnenes kunstværker. Senere blev der afholdt auktion. Mange bød ind med pæne beløb, og alt blev udsolgt.
Dagen bød på mange forskellige aktiviteter for børnene. Der var madboder, hvor der kunne købes kaffe/te, kakao, saft, popcorn og vafler.
En overraskelse lidt før middag blev udløst, da en politibil kom kørende med en kvindelig betjent bag rattet. Hun fremviste nogle af de redskaber, som politiet bruger i sit arbejde. Enkelte fik lov at sætte sig ind i politibilen. Som afsked til børnene fik de lov at høre udrykningssignalerne.
Lederen af børnehaven Tove Fyenbo udtalte til sidst: ”Det har været en fantastisk dag med god stemning og stor tilslutning. Forældrebestyrelsen har gjort et stort arbejde med arrangementet. Det er vi rigtig glade for. Beløbet, der er kommet ind, bliver offentliggjort sidst i september, når alle sponsorpengene er indbetalt. Derefter finder vi ud af, hvad pengene helt konkret skal bruges til.”
Også forældrebestyrelsen glædede sig over et vellykket arrangement.

 

Ultimate Web