Juleaftensgudstjeneste i Anlægget i Hjallerup

Spar_Nord_scenen.jpg
14-12-2020
Bænke bliver opsat foran scenen i flere afdelinger med passende afstand, og der vil blive opsat masser af lys, som skal være med til at skabe en god julestemning. Også hornmusikken vil kunne høres vidt omkring og skabe stemning.
 
 Ifølge sognepræst Marie Kirketerp plejer det at være en fantastisk stemning, som bliver bragt til kirken den 24. december, når man sidder tæt pakket på hver en plet i kirken og synger de gamle julesalmer. De seneste år har der i løbet af dagens fire gudstjenester være 700-800 deltagere til julegudstjenesterne i Hjallerup, og skulle man holde gudstjenesterne i kirken i år, ville det kræve 14-15 i løbet af dagen
 
Det er ifølge sognepræsten umuligt, og derfor har menighedsrådet besluttet, at man i år gør noget helt andet:  
”Såfremt det til jul er tilladt at forsamles op til 500 siddende mennesker i det fri til kulturelle og religiøse arrangementer, så afholdes der juleaftensdag den 24. december to kortere og stemningsfulde julegudstjenester i Anlægget: Den første klokken 11.00, som vil være en børnegudstjeneste og den næste klokken 15.00, der vil være målrettet de voksne.”
 
Der er gået et stort arbejde forud for afholdelse af gudstjenesterne i Anlægget. Mange har været involveret blandt andet Borgerforeningen, Handels- og Erhvervsforeningen, Hjallerup Teltudlejning, Torsdagsklubben, Kulturhuset, FDF og De Grønne Pigespejdere. Desuden har mange frivillige tilbudt deres hjælp. Spar Nord scenen vil blive pyntet op med juletræer, en krybbe, får og naturligvis masser af lys. Der er sørget for trompetmusik til sangene og til at skabe en god julestemning.
 
Sognepræsten siger:
”Det er vigtigt, at gudstjenesterne afvikles, så alle retningslinjer bliver overholdt, og alle kan føle sig trygge. Derfor bliver der opstillet et stort antal bænke med den nødvendige afstand, og det anbefales, at man bruger mundbind, indtil man sidder på sin plads. Der vil være tre indgange til Anlægget, hvor frivillige vil tage imod alle gudstjenestedeltagere, dele sang-blade ud og vise vej frem til pladserne. 
Det er vigtigt, at man som deltager sørger for at klæde sig godt på efter vejret, og at man går direkte til sin plads, hvor man bliver siddende, indtil gudstjenesten er forbi.
Gudstjenesterne vil på denne måde blive holdt i Guds største kirkerum – under åben himmel, og stemningen vil blive sat af lys, musik, sang og fællesskab forenet i julens budskab.   
Vi tror og håber, at vi på den måde kan få endnu en dejlig jul sammen i Hjallerup,” slutter sognepræst Marie Kirketerp.
Ultimate Web