Johnni vil svømme rundt om Vendsyssel

Vendsyssel_rundt.png
15-06-2020

”24 timer i Hjallerup” gav i år et vældigt flot beløb til det gode formål, og nu har han et nyt initiativ på skinner. Han vil nemlig svømme rundt om Vendsyssel.
Søndag den 28. juni kl. 10.00 starter han fra Lindholm Strandpark og svømmer i Limfjorden mod vest frem mod det første stop, som er Gjøl. Det bliver den første etape af 49 med den gennemsnitlige længde på 10 km. Den samlede længde på rundturen bliver på 479 km.
På vejen overnatter han hos venlige mennesker, som har stillet en seng til rådighed for ham. Han mangler dog stadigvæk enkelte steder, hvor han endnu ikke har fået tilsagn om overnatning.
Han opfordrer interesserede til at svømme sammen med ham – evt. blot et stykke af en etape. Der er oven i købet lavet en medalje, som man kan opnå, hvis man gør det. Ligeledes ser han gerne, at folk sejler i kajak eller en anden form for båd og følger ham etaperne.
Arrangementet er særdeles meget sponseret. Der er således 50 par badebukser med sponsornavne bagpå, og badehætter med sponsormærker er ligeledes fremstillet.
”Jeg presser mig selv for at øge min kondition. Jeg har bl.a. svømmet fra Hobro til Mariager. Jeg kommer efter planen tilbage til Lindholm Strandpark 22. august, og netop på den dag har Dansk Svømmeunion arrangeret ”Limfjordskrydseren”, som jeg selvfølgelig vil deltage i,” siger en storsmilende Johnni, som virkeligt ser ud til at være i god form til at svømme Vendsyssel rundt.

 

Ultimate Web