Indvielse af Rehabiliteringscentret Hellevadlund i Klokkerholm

rehabilitering.jpg
11-10-2021

Afdelingsleder på Rehabiliteringscentret Lone Lex bød de mange besøgende velkommen og bød på en forfriskning.
Borgmester Mikael Klitgaard holdt åbningstalen og sagde blandt andet:
”Tak fordi jeg må være med til den officielle åbning af Vendsyssels første rehabiliteringscenter med døgnpladser i vores kommune.
I søndags var der en rigtig god artikel om Ole, som her på Hellevadlund har fået hjælp til at mestre sit liv igen og forhåbentlig snart kan vende hjem.
Personalet arbejder ud fra mottoet, at alt er træning lige fra madlavning og til at lægge tøj sammen og købe ind. Et andet vigtigt ord er fællesskab, som vægtes højt.
Jeg er stolt af, at vi har bygget dette fantastiske sted op, og at det så hurtigt blev fyldt. Det viser, at de nære sundhedstilbud betyder meget, og at beboerne her er mere trygge, end hvis de var på sygehuset eller i en regional institution. Tak til et dygtigt, engageret personale og tak til Nørresundby Hvorup Boligselskab for et godt samarbejde.”
Udvalgsformand Ole Jespersgaard fortsatte og fortalte om hele processen fra udvalgets besøg i Mou, som skabte begejstring, og til i dag.
”Vi kan nu glæde os over det færdige resultat, som kan ses i dag ved indvielsen af vores genoptræningscenter. Stort tillykke!”
Efterfølgende kunne de besøgende gå en rundtur og se de fysiske rammer. Der er otte rehabiliteringspladser til personer, som visitationen har bevilget ophold. Et rehabiliteringsophold kan vare fra 2-12 uger og gælder de personer, som har et rehabiliteringspotentiale, hvor der ved træning kan opnås større selvstændighed i dagligdagen. Målet er et hverdagsliv helt eller delvist uden kommunal pleje og praktisk hjælp.
Under rehabiliteringsopholdet er der mulighed for at bo i en lejlighed med eget soveværelse, tekøkken, stue og badeværelse. Der er otte lejligheder med alle fornødne møbler og inventar. Der er endvidere fællesarealer med køkken/alrum, opholdsstuer og træningsrum. Fællesskabet vægtes højt.
”Vi som personale er meget begejstret for det færdige resultat. Rummene til ophold og træning er malet i dejlige lyse farver og virker indbydende. Der er ansat to ergoterapeuter, to fysioterapeuter og fem social- og sundhedsassistenter.
Vi har spændende træningsprogrammer og udstyr. Der er for eksempel mulighed for at måle ens reaktionsevne, og med VR-briller kan man for eksempel øve daglige aktiviteter og behandle forskellige former for angst.
Vi har allerede haft forespørgsler fra borgere i andre kommuner, men pladserne her er først og fremmest til borgere i Brønderslev Kommune,” slutter afdelingsleder Lone Lex fra Rehabiliteringscentret Hellevadlund.

Ultimate Web