Indre Missions 125-års jubilæum aflyst

missionshus.jpg
09-11-2020
Det er ikke kun i Hjallerup Indre Mission, at man i år kan fejre 125-års jubilæum. Også Hjørring Indre Mission havde planlagt en fejring først i november, men alt er blevet aflyst.
I 1890'erne blev interessen for kristendommen meget stor, og det ene missionshus efter det andet blev bygget rundt omkring i Danmark.
I Skagen kan man fra den periode finde Anna Anchers billede med titlen ”Et missionsmøde”.
I 1895 stiftede en gruppe mennesker Indre Mission i Hjallerup. Missionshuset var dengang placeret sydligere på Søndergade. I 1916-17 blev det nuværende missionshus bygget og indviet 22. februar 1917. Det jubilæum blev fejret for cirka tre år siden. Huset kostede på den tid omkring 8.000 kroner at bygge.
- Indre Mission er en kirkelig forening, en folkekirkebevægelse, som bygger på den evangelisk-lutherske lære og er en del af Folkekirken. Indre Mission er i dag en bevægelse i bevægelse. Mange har desværre et billede af Indre Mission fra Hans Kirks roman ”Fiskerne”, som er knap hundred år gammel. I dag er der sket en stor udvikling i Indre Mission, hvor målet er at give mennesker kendskab til Bibelens fortællinger om Gud, Jesus og Helligånden – Treenigheden, fortæller formanden for Indre Mission i Hjallerup Ruth Wolf og fortsætter:
- I de senere år har vi i Hjallerup oplevet Indre Missions arbejde gennem afholdelse af sommerens store Bibelcamping på Markedspladsen.
Fællesskabet her har givet mange mennesker en righoldig oplevelse, og samtidig et større kendskab til bibelens ord.
Indre Missions hus har igennem årene givet mennesker gode oplevelser i et fællesskab, hvor Bibelen er i centrum. Her i coronatiden mødes en gruppe mennesker ugentlig med de nødvendige restriktioner og med en kaffekurv på armen, et forsigtighedsprincip, som gør det muligt at fastholde traditionen med samtale og kaffe.
- Alle oplysninger om vores møder og aktiviteter kan ses på vores hjemmeside, slutter formanden Ruth Wolf.
Ultimate Web