Hjallerupdreng vandt DM i vario i motocross 2021

motocross.jpg
25-10-2021
En stolt far Thomas Brandborg Larsen kunne fremvise sine drenges flotte køretøjer i garagen på hjemmeadressen. Der var ikke et køretøj til hver af drengene. De havde i alt syv motocrosser stående, som betegnes med navnet quods. Den ældste Noah Brandborg Mosbech på 11 år vandt DM i Quodløb vario tidligere på året og kunne fremvise sin flotte medalje. Noah var ikke kommet sovende til det flotte resultat. Han har igennem adskillige år trænet på Ørnedalsbanen flere gange om ugen og deltager i op til seks årlige løb på landsplan. Noah har igennem årene vundet mange pokaler og har ofte fået placeringer som nummer 1,2 og 3.
For to år siden deltog han i Europamesterskabet i Berlin og blev nummer 10. For ham var det et udfordrende og spændende løb at deltage i.
Familien har boet i Hjallerup i 16 år og er for nylig flyttet til et større hus med en stor garage, hvor der er plads til køretøjerne og endda plads til et lille værksted.
- Der er ofte reparationer på køretøjerne, som vi mest kan klare selv. Det vil blive for dyrt med sporten, hvis køretøjerne skal på et autoriseret værksted for ofte. Vi nyder hele familien at tage til løb i weekenden et eller andet sted i landet. Vi har anskaffet os en stor lukket trailer til det formål, fortæller faderen Thomas Brandborg.
Lillebror Nicklas startede på en mini-motocrosser allerede som to-årig og kører løb ligesom storebror Noah. 
- Nicklas er i dag fem år, fortæller moderen Susanne Mosbech, der støtter drengenes interesse fuldt ud. 

Familien slutter med at fortælle, at der er et fantastisk sammenhold i klubberne. Her har de fundet mange nye venner, og ved løbene bliver der hygget og heppet på børnene fra alle kanter.

 

Ultimate Web