Hjallerup Skole skal til DM i Skolehåndbold

handbold.jpg
20-01-2020

Efter et par uger med EM-håndbold for fuldt tryk i TV’et derhjemme er turen nu kommet til fremtidens spil-lere i rødt og hvidt. 8. klasse på Hjallerup Skole har nemlig svedt, samarbejdet og kæmpet alt, hvad de kunne - og er nu på vej til DM i skolehåndbold, hvor de skal dyste mod landets bedste skoler.
Kampen om DM-guldet foregår i Sønderborg, hvor 14 drengehold og 12 pigehold fra skoler i hele landet deltager.
Deltagelsen er en vigtig faglig dimension.
Eleverne dyster om guld, sølv og bronze til DM i Skolehåndbold, men stævnet er også en god lejlighed til at arbejde med en række faglige mål for idrætsfaget.
”Eleverne får i en kampsituation som ved et DM oplevelsen af at kunne gå i dybden med håndboldens mange facetter og yde deres bedste. Vi oplever, at stævnet giver eleverne mod på mere,” siger stævnekoordinator fra Dansk Skoleidræt Christian Pedersen.
Det, at deltage på et hold, kræver evnen til at kunne indgå i og have medansvar for et fællesskab, hvor hver eneste spiller har en uundværlig rolle.
” Et DM-stævne er en oplevelse for livet fyldt med begejstring og lyst til at gøre sit bedste samtidig med, at det giver et ordentligt boost til trivslen,” fortsætter Christian Pedersen og slutter:
”Fairplay har altid været et vigtigt element ved DM-stævnerne. Derfor uddeler Dansk Skoleidræt Fair Play-pokaler, der går til det pige- og drengehold, der har udmærket sig mest positivt ved at spille fair og skabe en positiv stemning ved stævnet.”

 

Ultimate Web