Hjallerup-pigerne vandt Region Skagerraks gå-challenge 2021

IMG-3635.jpg
26-04-2021

Det blev til 3.148 kilometer for Hjallerups grønne Pigespejdere, der deltog i Region Skagerraks gåchallenge 2021 – hvilket svarer til en tur ned gennem det meste af Italien og tilbage igen, og så gav resultatet af de mange kilometer også førstepladsen ved Region Skagerraks gåchallenge 2021.
– Det er godt gået i mere end en forstand, lyder det fra spejderleder Kit Hartmann.
På 28 dage gik Hjallerup pigespejdere sammen med deres ledere 3.148 kilometer Det blev ifølge spejderleder Kit Hartmann til rigtig mange hyggelige gåture, hvor blandt andet Hjallerup og omegn blev udforsket.
– Ud over at have gået mange  kilometer har vi fået en masse frisk luft og har styrket vores kendskab til hinanden. Vi kommer jo helt naturlig meget tættere på hinanden, når vi laver noget sammen, og det er helt i spejdernes ånd. Vi håber, at restriktionerne snart bliver lempet så meget, at vi kan drage på de fedeste lejre til sommer og dyrke netop vores fællesskab.
– Vodskov pigespejdere, som også deltog i gåchallenge, åndede Hjallerup-pigerne lige i nakken med deres resultat. Det var kun få meter mindre end Hjallerups. Vi kæmpede i en venskabelig konkurrence. Førstepræmien er en stor kagedame, som regionen naturligvis giver.
– Her i Corona-tiden har det også været ekstra hyggeligt at kunne hygge sig sammen, og det at have gåturene som et fælles tredje er ikke at kimse af.
– Spejderpigerne glæder sig nu til at dele præmien i bålhytten på en lun spejderaften, slutter Kit Hartmann.

 

Ultimate Web