Der er store forventninger til Hjallerup Kirkes Gospelkoncert - jubilæumskoncert lørdag den 11. februar i Hjallerup Kulturhus. Det bliver ifølge korleder Pernille Axelsen et brag af en festkoncert, hvor både ABBA-sange og mange andre kendte radiohits vil være på programmet. Et jubilæumsband bestående af Jeppe Malinsky Borup på tangenter, Hans Buhl Houmøller på bas og Jens Goul Axelsen på trommer vil medvirke til koncerten.
Korleder Pernille Axelsen fortæller uddybende om jubilæumskoncerten:
- Vi er særligt heldige til denne koncert, da vi har fået Jeppe Malinsky Borup på tangenter. Jeppe har medvirket i x-factor og har arbejdet tæt sammen med og akkompagneret deltagerne til live-shows. Jeppe er derfor den helt rigtige mand at trække ind, nu vi har en større koncert i vente. Vi ser frem til samarbejdet med Jeppe og selvfølgelig resten af jubilæumsbandet.
Ud over ABBA-sange er der mange andre populære pop-numre, som kan høres til koncerten. Vi spurgte simpelthen folk på Facebook, hvilke numre de kunne tænke sig at høre koret synge. Derefter udvalgte vi fem numre. Ud af de mange gode forslag kan nævnes: Circle of life, En kort en lang, Hallelujah (Panic at the disco) Like a Bridge over Troubled Water og Stand by me.
Dørene åbnes en halv time før koncerten. Der er fri entre, og der kan købes drikkevarer i Kulturhuset.
Pernille Axelsen slutter:
- I øjeblikket er koret i øvelejr og lægger masser af god energi i at lære numrene og de forskellige korstemmer at kende.
Vi har i forvejen et godt socialt miljø i koret, og selvfølgelig skaber sådan et koncentreret øve-forløb her op til koncerten endnu mere sammenhold. Vi giver den tillige lidt x-tra og så lidt mere til!
Vi glæder os til at se Hjallerupgensere og ikke mindst andre interesserede publikummer til Jubilæumskoncerten lørdag eftermiddag den 11. februar i Hjallerup Kulturhus. Skulle der være nogen, som efter koncerten har lyst til at være med i koret, så er der få pladser tilbage.