Hjallerup Idrætscenter bruger alternative løsninger for motion

idraetscenter.png
08-06-2020

Der er sket forbedringer i Hjallerup Idrætscenter i de sidste måneder, hvor alt har været lukket ned. Ud af de 13 fastansatte medarbejdere har otte være hjemsendt. Flere har været delvist hjemsendt. De tilbageblevne har arbejdet med renovering. Der er blevet malet, og saunarummet i tilknytning til omklædningsrummene i svømmehallen er blevet renoveret. Nye håndvaske er opsat. Dronninglund Nærradio er lukket, og lokalerne her skal bruges som indgangsparti til Fitnessafdelingen. Der vil blive opsat overvågningskamera med mere, så medlemmerne kan bruge fitnesscentret, når de har tid og lyst.
Fitnesscentret er i lukningsperioden blevet yderligere udbygget med moderne maskiner. Et fitness kabeltårn med fem stationer er snart klar til brug. Endvidere er et Advagym system indkøbt. Det giver mulighed for en digitalisering af træningscentret og er for tiden godt på vej til flere og flere fitnesscentre i Danmark. Sædvanligvis indebærer det indkøb af nye maskiner, hvori elektronikken er integreret. Netop anskaffelsen af Advagym giver brugerne mulighed for at imødekomme efterspørgslen på digitaliseringen uden at udskifte en eneste maskine og kan sættes i forbindelse med en app på telefonen – en ny mulighed i træningen.
Der bygges for tiden på en udvidelse af Fitnesscentret på 111 kvadratmeter, hvor der især bliver fokus på vægtafdelingen. Netop vægtområdet er det største vækstområde i Fitnesscentret.
”Vi har i vores nedlukningsperiode oplevet, at flere medlemmer selv har indkøbt udstyr til træningen og lavet deres eget rum privat, men de indrømmer, at træningen er ikke så spændende alene. De mangler fællesskabet. Vi har sammen med vores dygtige instruktører startet med et antal fitnesshold, som træner udendørs på skolens græsarealer. Det er blevet en succes. Hver enkelt deltager medbringer sit udstyr som måtte og elastik med mere, så der ikke er nogen smittefare. Der bliver holdt den lovmæssige afstand. Vi har indkøbt nye musikanlæg, så det kører fint og tilfredsstillende,” fortæller centerleder Jim Hermansen.
Det var instruktør Annelise Sloth Rosendal, som fik ideen med udendørs fitness sommeren igennem.
”Vi har efterhånden oprettet 18 fitnesshold med ni udøvere + instruktør per gang, så vi kan overholde de gældende regler. Holdene dækker alle aldre og begge køn. Der er to meter mellem hver udøver, og alle har deres egen måtte og elastik med sig, så smittefaren er minimal. Vi vil fortsætte den udendørs motion sommeren igennem,” fortæller instruktøren.
Alle idrætsudøvere håber på en snarlig genåbning af Hjallerup Idrætscenter, så fællesskabet og motionen igen kan komme i højsædet.

 

Ultimate Web