Hjallerup-drengen Jacob Bech med i Guinness Rekordbog 2021

jacob.jpg
02-11-2020
Efter at have deltaget i missionen One More Orbit, som formåede med et high-speed jetfly at flyve Jorden rundt på 46 timer, 40 minutter og 22 sekunder sidste sommer, kan Jacob Bech nu se resultatet i Guinness Rekordbog. Hele missionen er også udkommet på film.
For kaptajn Jacob Bech, som i dag tænker tilbage på hele missionen sidste sommer, blev det en oplevelse for livet. Med et high-speed Gulfstream G650ER business jetfly fløj de rundt om Jorden hurtigere, end nogen andre har gjort nogensinde. Den sidste rekord er for 11 år siden, og da varede det fem timer og 52 minutter mere. Pitstop-lignende hastighedspåfyldninger blev foretaget i Kasakhstan, Mauritius og Chile. Missionen dækkede 24.962 miles. Foruden verdensrekorden for hele jordomflyvningen via Nordpolen og Sydpolen er missionen også registreret for 12 yderligere verdensrekorder. Eksempelvis hurtigste tid nogensinde fra Nordpolen til Sydpolen, fra start-lufthavnen Cape Canaveral til Astana, Kasakhstan og så videre. Jacob Bech er registreret for tre af disse verdensrekorder selv.
”Foruden nu at være kommet i Guinness Rekordbog 2021 er der også lavet en film om missionen. Den kan ses via streaming-tjenesten,” fortæller Jacob Bech på en skype-forbindelse fra USA, hvor han netop er landet på en af sine mange flyveture kloden rundt.
Han bor til daglig sammen med sin familie i Qatar og oplever Coronatiden i flytrafikken som værende meget frustrerende.
”Mange af mine pilotvenner går arbejdsløse, da flytrafikken er ramt af landenes restriktioner. Jeg flyver ofte rundt i verden i vores fly fra missionen, og når vi lander i en lufthavn, får vi nogle kommentarer om vores bedrift,” fortæller Jacob Bech og fortsætter:
”Vi får også med mellemrum kommentarer fra filmatiseringen. Jeg synes, den er ok, men ville gerne have haft dramaet over Sydpolen beskrevet lidt anderledes. Vores mission var lige ved at gå i vasken. Vi oplevede at flyve i mere end 80 minusgrader. Vores fly er ikke certificeret til at flyve i koldere luft end minus 80, da brændstoffet med tiden vil blive geleagtigt på grund af den lave temperatur. Vi så temperaturen nå ned på minus 83 og måtte gøre noget meget hurtigt. Vi besluttede at flyve i en lavere højde med højere grader, hvor vi så brugte mere brændstof, som på det tidspunkt også var kritisk. Vi skulle gerne kunne nå et pitstop i en lille lufthavn i Sydchile. Vagten i tårnet i lufthavnen fortalte os på rigtig dårligt engelsk om et meget dårligt vejr i området, som det var risikabelt at lande i. Hele vores mission kunne nu gå i vasken. Da vi kom tættere på lufthavnen var vejret heldigvis ok til landing, og det reddede situationen. Missionen lykkedes heldigvis. Når jeg tænker tilbage på turen, må jeg sige, at vi oplevede flere fantastiske naturfænomener. Aldrig har jeg set flottere nordlys ved Nordpolen. Også vulkanudbrud var vi vidne til i det sydlige Chile og mange andre spændende naturoplevelser.”
Detaljer fra missionen kan ses på www.onemoreorbit.com
Han slutter med at fortælle, at han må holde jul i Qatar sammen med sin kone og sine børn.
”Vi kan godt rejse til Danmark, men vi kan ikke komme tilbage igen, så vi holder jul her i Qatar, og så må vi tage turen til Danmark, når Coronaen forhåbentlig bliver bekæmpet,” slutter Jacob Bech, som lige er landet i USA og efter få timer er klar til at flyve videre til næste destination.
Ultimate Web