Hjallerup-dreng satte verdensrekord på jordomrejse

jacob.jpg
29-07-2019
Teamet One More Orbit fra Qatar Executive med Jacob Bech som flykaptajn kunne knap to døgn efter start fra Cape Canaveral den 9. juli klokken 9.32 fejre verdensrekorden på jordomrejsen via polerne i tiden 46 timer, 39 minutter og 38 sekunder.
Hele missionen havde to formål. Det første var at fejre 50-året for opsendelsen af Apollo 11, med den første bemandede månelanding. Det andet var at slå verdensrekorden og komme i Guinness rekordbog.
”Vi startede missionen på nøjagtig det samme tidspunkt, som Apollo 11 blev opsendt for 50 år siden. Det var en fantastisk fornemmelse at være med i en sådan mission og få lov til at starte hele missionen som kaptajn på flyet. Vi landede igen knap to døgn senere på Cape Canaveral og blev hyldet. Verdensrekorden var slået,” fortæller Jacob Bech.
Der måtte tre mellemlandinger til for at gennemføre missionen. Fra Cape Canaveral gik turen over Nordpolen med første mellemlanding i Nur-Sultan-lufthavnen i Astana i Kasakhstan. Den næste mellemlanding blev på Mauritius i Det Indiske Ocean. Videre gik ruten over sydpolen til Punta Arenas i Chile for til sidst at lande på Cape Canaveral, hvor det hele startede. Jacob Bech var udtaget som kaptajn for missionen og sad i kaptajnsædet både ved start og landing.
Ombord var der otte personer, bestående af fire piloter, Nasa-astronauten Terry Virts, en flymekaniker, en stewardesse og en deltager, der stod for live streaming på hele turen. Alle otte skulle være ombord på hele turen for at verdensrekorden kunne accepteres af Guinness World Records.
For Jacob Bech har det været en fantastisk oplevelse, som er svær at beskrive.
”For det første var jeg meget beæret over at blive udvalgt til missionen og være kaptajn. Jeg har stor erfaring med flytypen og Qatar Executives operationer. Qatar Executives har en stor flåde af Gulfstream businessjetfly med seks af typen Gulfstream G650er og ordre på yderligere 18.
 Min oplevelse ved at deltage og være kaptajn for missionen har været enorm. At flyve over Nordpolen og se isranden var spændende. Vi så en fantastisk solnedgang undervejs. Over sydpolen var der helt mørkt. Vi havde kontakt med et forskningscenter på Sydpolen, hvor der sidder omkring 80 forskere og arbejder. Ved Sydpolen var der ned til 83 minusgrader, og dette måtte vi tage hensyn til for at klare flyvningen. På sådan en rejse blev det slået fast, at jorden er rund. En gruppe i USA tror stadig, at Jorden er flad, men det kan jeg afvise, at den er.
Ved landingen på Cape Canaveral blev vi hyldet for vores bedrift.
Qatar Airways koncernchef Akbar Al Baker tog imod os sammen med vores familier. Mange andre prominente gæster overværede landingen og hyldede os,” uddyber Jacob Bech.
Efter landingen udtalte Qatar Airways’ koncernchef Akbar Al Baker:
”Qatar Executive har sammen med One More Orbit-teamet skrevet historie. En mission som denne kræver stor planlægning. Der er mange faktorer at tage hensyn til så som flyveveje, brændstofstop, vejrforhold og meget mere. Mange mennesker har bag kulisserne arbejdet utrætteligt for at sikre, at denne mission blev en succes. Jeg er meget stolt over, at vi har slået verdensrekorden.”
Gulfstream-flyet fløj på turen rundt om jorden 40.172 kilometer. Gulfstream G650 er verdens hurtigste langtrækkende business-jet. Den er udstyret med to Rolls-Royce BR725 A1-12 Turbofans og kan flyve op til 7.500 sømil i ét stræk.
Jacob Bech er efter missionen kommet tilbage til sit arbejde i hovedstaden Doha i Qatar, hvor han bor sammen med sin kone og to børn.
”Jeg bestrider en stilling i dag som træningskaptajn/instruktør og har tidligere haft ansvaret for fly-flåden og piloternes træning. Vores flåde er på seks G650-er med bekræftende ordre på yderligere 14 fly. QE – Qatar Executive er verdens største operatør af denne flytype,” oplyser Jacob Bech.
Hjallerup-drengen Jacob Bech blev uddannet til pilot i 90’erne og har haft flere spændende jobs som pilot. Han har været ansat i Maersk Air, hvor han blandt andet fløj med senior skibsrederen Maersk McKinney Møller fra 1998, indtil denne gik bort i 2012.
”Jeg var så heldig at flyve hr. Møllers sidste flyvning i april 2012. Det var en stor ære,” fortæller Jacob.
A.P. Møller købte i 2014 et nyt forretningsfly – en Gulfstream G450, som Jacob var med til at implementere. Denne opgave gav afsættet til at søge et nyt job hos Qatar Executive - QE, som er Qatar Airways’ private jet fly selskab. QE foretager flyvninger for forretningsfolk, super rige mennesker og regeringsmedlemmer rundt om i verden. I 2015 bestilte QE sine første Gulfstream forretnings-fly G650er, som Jacob var med til at indføre i selskabet.
”Jeg er rigtig glad for mit job i Qatar, som er en meget rig ørkenstat beliggende i den Persiske bugt. Vores naboer er Saudi Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Iran. Om sommeren er her 45-50 grader, men pragtfuldt om vinteren. Vores børn går i en amerikansk privatskole. I sommerferien opholder vi os i Danmark i et sommerhus i Hornbæk,” slutter Jacob Bech sin beretning og glæder sig til sommerferie og et besøg i Hjallerup hos sine forældre Astrid og Ove Bech.
Ultimate Web