Hjallerup Bibelcamping sluttede i solskin

bibel.jpg
05-08-2019

Det er ottende gang, at Hjallerup Bibelcamping afholdes på Markedspladsen i Hjallerup.
”Vi er rigtig glade for pladsen, der er så stor, at vi kan udfolde alle vores aktiviteter og tilgodese alle aldre,” fortæller formanden for Bibelcampingen Andreas Fibiger og fortsætter:
”Vi har bygget en slags landsby op i denne uge. Alt har fungeret med hjælp af vores mange frivillige. Alle har følt sig trygge og følt en frihed til at udfolde sig på kryds og tværs. For børnene har det simpelthen været et slaraffenland med alle vores mange tilbud.”
Ægteparret Jonas og Elisabeth Holdensen har været med alle otte gange og har desuden været en del af de mange frivillige.
”Hjallerup Bibelcamping er igennem de otte år blevet større og større og har ændret karakter. Der er kommet flere samlingssteder med cafeer, som bliver meget brugt af de forskellige grupper. Ledelsen har udviklet en organisationsplan, som fungerer med gader og ”husnumre”, så vi kan finde hinanden. Vi og vores børn nyder meget at deltage i de mange aktiviteter: møder, bibeltimer og forskellige seminarer og at træffe venner fra store dele af landet,” fortæller ægteparret, som kommer igen til næste år.
Der ligger et stort forarbejde med at bygge en slags landsby op med 2.000 indbyggere. Mange mødetelte er sat op på hele området. Der er lejet borde og stole og bad- og toiletvogne i massevis.
”Desværre kan vi ikke bruge markedets bad- og toiletvogne. De er i for dårlig stand. Når campisterne skal være her en hel uge kræver det gode faciliteter, og det har de fået med vores lejede vogne. Vi har opstillet bad- og toiletvogne i alle hjørner af pladsen. Vi er blevet rigtig godt modtaget af byens borgere, og vores samarbejde med Markedsudvalget/Samvirke har altid været rigtig godt. Det var dejligt, at flere af byens borgere deltog i vores debatmøde om onsdagen, hvor vi havde inviteret både politikere og præster, der diskuterede, om Danmark kan kalde sig et kristent land. Det var der delte meninger om. Et af hovedbudskaberne i debatten fra politikerne var, at Folkekirken/Indre Mission skulle være mere aktiv i den offentlige debat, så deres meninger kom mere frem i lyset,” slutter formanden.
Nu skal der ryddes op på hele pladsen. Fire frivillige klarer den opgave. De fleste har ryddet op efter sig, inden de kører, så opgaven bliver ifølge de fire ikke så vanskelig.

 

Ultimate Web