Generalforsamling i Hjallerup Handels- og Erhvervsforening

hhe_bestyrelse.jpg
27-03-2023
Vi kan også sige, det er begyndelse på et nyt og spændende år for HHE. Her er der snart ikke mere, der kan overraske os og få os til at tvivl på, om vi har en berettigelse her i Hjallerup.
Lige som vi kunne se lyset for enden af tunnelen, viste det sig at være lygterne på et lyntog, der kom mod os – med krig og stigende priser på el/varme, og stoppestedet blev inflation 2023. Nu havde vi lige fået rejst os og tænkt, at nu skal det hele nok blive godt igen.
Men vi er seje nordjyder og kæmpede videre i 2022, som om alt var ved det gamle – hvad det så var…
 
Vi starter jo altid et nyt år med udsalg, men det er som sådan ikke noget, bestyrelsen blander sig i hvordan og præcis, hvornår den enkelte butik holder det. I løbet af året bliver der også lavet små modeshows – bl.a i Skoshoppen og på Stengaarden.
 
Sidste år var vi heldige at få Kasper ind i vores bestyrelse,  og det har været godt for os. Han holder os i ørerne og prøver at sætte lidt struktur på os. Vi arbejder alle i bestyrelsen og holder de møder, det kræver for at lave de aktiviteter, vi har. Dog vil vi godt undskylde, at vi ikke er for gode til at få lavet referater, men I må ikke tro, vi bare fiser den af.
 
Når der så er sagt aktiviteter, må jeg også sige Lars Olsen. Hans debut blev at lave en påske-jagt for byens børn samt Open By Night og Open By Christmas. I et samarbejde finder vi ud af, hvad vi gerne vil have, der skal ske, men det er Lars, der sørger for at booke og sætte det endelig program.
 
I 2022 prøvede vi igen med vores Torve-lørdag, og der er stadig god respons på det, så vi vil også forsætte i 2023 – men nu 4 lørdage: 11. juni, 8. juli, 12. august og 9. september.
Så kommer Kasper på tale igen. Han sørgede også for, at uhyggen kom til byen og fik købt græskar, og hvad der ellers skulle bruges til at holde en uhyggelig eftermiddag, hvor byens børn kunne møde op i centret og udhule græskar, som så bagefter stod med tændt lys i. Det var i forbindelse med, at Hjallerup Kino holdt gysermarton. Det bliver også Kasper, der kommer til at stå for påskehyggen i byens butikker/erhverv. Hos dem, der er medlemmer, bliver der hængt et bogstav op, så går jagten på at finde det rigtige ord og på den måde deltage i en konkurrence og vinde kurv fra Slikhuset.
 
Vores jul blev nok lidt anderledes end ellers – i hvert fald vores julebelysning. Energikrisen stormede derud ad, og vi var informeret om, at Meny-bygningen ville blive væltet, så det gav ikke mening at pynte for meget op om den. Vi har jo også stadig en udfordring med stik på masterne rundt i byen, som skal forbedres. Vi var alt i alt tilfredse med hyggen, men vejret kan vi jo aldrig gøre noget ved. Vi holdt aktiviteten en uge før Black Friday løb af sted. Så var vi klar til julehandlen, men som så meget andet blev den også anderledes i år. Vi er dog heldige med, at vi har julespillet, som holder på kunderne, og der er god stemning omkring det.
Noget, der også holder på folk/kunder i byen, er de gavekort som vi udsteder (det løber op i ca. 65.000-70.000 kroner). Industrien er gode til at bruge dem, ligesom Idrætscentret er.
 
Det kan godt være, Kasper er fremhævet lidt ekstra, men jeg vil også gerne sige mange tak for det gode og konstruktive arbejde med resten af bestyrelsen. Vi håber selvfølgelig, der sidder nogle som har lyst til at komme ind i bestyrelsen, så vi IKKE skal have posten, til vi går i graven.
Ligeledes vil vi også gerne sige tak endnu en gang til de frivillige, som hjalp med at sætte julebelysning op. At der så ikke var så meget i år, det er jo ikke deres skyld. Vi er meget glade for at have Torsdagsklubben til at gøre dette.
Ultimate Web