Det blev en helt igennem musikalsk aften, krydret af anekdoter, som virkelig osede langt væk af, at navnet Neighbours ikke er tilfældig valgt. Vi fik for alvor det positive og gode naboskab bragt frem på scenen, hvor Helge Engelbrecht – som gruppens absolutte alderspræsident – kunne sprede sit indgående kendskab til de enkelte musikeres familieforhold og på den måde bringe publikum endnu nærmere på følelsen af at være del af een stor familie.
Familiefølelsen varede hele koncerten. Den lune mand fra Ansager kunne med sin behagelige stemme næsten på hypnotisk vis tryllebinde publikum, som med stor entusiasme begav sig ud i både at fløjte og klappe - før, under og efter de enkelte numre. Joh, ingen kunne vist være i tvivl om, det var fanklubben, der var mødt op til denne glade aften. Det grå guld glimtede og de store smil viste, at her var for alvor tale om en af heltene fra giro 413.
Vi ser aldrig Neighbours i Dansktoppen, men populariteten både som akustisk gruppe og i den større opsætning med Friends savner absolut ikke noget, og kvaliteten er helt i top fsa. de enkelte musikeres formåen og samspillet. Sangstemmerne pitcher og alt ånder fred og idyl, når blot man som publikummer lader sig overgive til den specielle genre, som Neighbours står for.
Mundvigene vendte opad på både publikum og Hjallerup Musikforenings formand, både før, under og efter koncerten, og nu glæder sidstnævnte sig blot til den kommende fredag at gennemføre den årlige generalforsamling med efterfølgende koncert, hvor de tidligere Granfætters – nu Fætters – kommer til Hjallerup og skaber topunderholdning.
Tak for en rigtig glad aften.