Fodboldskole i Klokkerholm

hold-billede.png
06-07-2020

De to første dage blev der trænet øvelser, finter og skud. Som noget specielt var tredjedagen valgt til en eventdag med små konkurrencer, leg og øvelser bl.a. spil på en oppustelig bane og promille-fodbold. Den sidste dag var der kage og uddeling af præmier.
Både drenge og piger deltog i alderen 7-14 år fra Klokkerholm og oplandet. Der kom også deltagere fra andre klubber, hvilket begejstrede arrangørerne. I alt deltog 50, hvilket var det højeste antal, man kunne have.
Klokkerholm Idrætsforening (KIF) stod for hele arrangementet hjulpet af en stor flok frivillige bl.a. herresenior fodboldspillere som trænere og et super godt køkkenpersonale, som sørgede for sund og nærende mad alle dagene.
Selvfølgelig tog man højde for corona-situationen, hvilket gav ekstra opgaver mht. rengøring og afspritning flere gange dagligt – ikke kun inde, men også på rekvisitter brugt ude på banen. De ekstra udgifter til værnemidler m.m. blev klaret ved stor opbakning fra byens erhvervsdrivende. Borgerforeningen havde udlånt et telt, så man kunne have alle børnene forsvarligt placeret med afstand ved frokost. Heldigvis var vejret til udendørs spisning formiddag og eftermiddag.
Alt i alt var det lidt af en succes, som glædede såvel deltagere som frivillige og gav KIF et tiltrængt klap på skulderen.

Ultimate Web