På Stigsborg, hvor Nørresundby Boldklub engang havde klubhus, stadion og træningsbaner, startede en af Danmarks største fodboldlegender, Henning Jensen, sin imponerende karriere. Nu får han sin fortjente hyldest, når Henning Jensens Plads indvies den 17. august, og en bronzeskulptur af fodboldikonet afsløres. Indvielsen af pladsen markeres med et minderigt arrangement, der har til formål at hylde og ære Henning Jensen.
Mange datoer har været i spil til åbningen af Henning Jensens Plads, men nu er det officielt. Den 17. august 2023 åbner pladsen på Stigsborg, og det markeres med et særligt arrangement, der har til formål at hylde og minde foldboldikonet, som har dybe rødder i Nørresundby. Datoen er velvalgt, da den samtidig markerer Henning Jensens fødselsdag, hvor fodboldlegenden ville være fyldt 74 år.
Den 17. august kan byens borgere samt fodboldentusiaster fra nær og fjern således være med til at hylde og mindes byens og hele Danmarks stjernespiller. På dagen kan man desuden se frem til ”stadionplatter”, tale af Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen, besøg af tidligere fodboldspiller og træner Poul Erik ”Pylle” Andreasen, den italienske kunstner Franco Turchi, der står bag bronzeskulpturen, og ikke mindst masser af nostalgisk fodboldsnak om Henning Jensen.
– Vi håber, at vi får et rørende og minderigt gensyn med vores lokale fodboldikon, samt at vi får nogle hyggelige og fornøjelige timer sammen. Det er vores ønske og forhåbning, at Henning Jensens Plads på Stigsborg bliver et naturligt sted for byens beboere. Et samlingspunkt, hvor stier og veje krydses, og hvor man kan sidde i eftertænksomhed og nyde udsigten over den nye byfælled, Naturparken og Limfjorden mod Aalborg, siger Peer Kierstein Nielsen, der er en del af initiativgruppen bag Henning Jensens Plads.
Henning Jensen startede sin karriere i Nørresundby, før han skiftede til Borussia Mönchengladbach i 1972. Udlandseventyret tog ham også forbi anerkendte klubber som Real Madrid og Ajax Amsterdam, hvor han nåede at vinde mesterskaber for alle tre klubber, før han vendte hjem til Danmark og spillede for AGF og Nørresundby igen. Henning Jensen var og er stadig den første seriespiller til at blive udtaget til det danske landshold. I 1972 blev han dermed udtaget som den lavest rangerede fodboldspiller, der nogensinde har optrådt for det danske fodboldlandshold. En rekord, der stadig er aktuel i dag.
Indvielsen af Henning Jensens Plads arrangeres i et samarbejde mellem initiativgruppen tilknyttet Nørresundby Forenede Boldklubbers Venner, Aalborg Kommune og Stigsborg P/S.