Farverig efterårsmesse

messe_1.jpg
16-09-2019
De besøgende havde ifølge Karen Krogsgaard fra Lions Ingeborg Skeel rig mulighed for at gøre en god handel, idet udstillerne havde sørget for mange gode messetilbud, så handelen gik livligt. Og hver time blev der udtrukket gevinster på indgangsbilletterne, så mange gæster gik hjem med flotte gaver fra udstillerne.
Borgmester Mikael Klitgaard leverede åbningstalen lørdag formiddag. Lørdag eftermiddag overrakte Edith Bech Riemer, præsidenten for Lions Ingeborg Skeel, en check på 10.000 kroner til Brønderslev Kommunes projekt ”Varige Spor Øst”. Denne donation er med til at skabe mere lige vilkår for børn, idet der kan ydes hjælp til udsatte familier til for eksempel afholdelse af børnefødselsdage, indkøb af konfirmationstøj og skoletasker samt deltagelse i sportsarrangementer. Jette Bruun Larsen fra Brønderslev Kommune takkede på modtagernes vegne for det store beløb til et godt formål i vores nærområde.
Søndag fik messen besøg af ”Dansk Lastbil Nostalgi”, og deres flotte køretøjer tiltrak stor opmærksomhed fra messegæsterne. De skinnende, blankpudsede køretøjer lyste godt op på parkeringspladsen.
Inde i hallen var alle udstillerne på tæerne begge dage for at servicere de mange gæste på bedste vis, så søndag eftermiddag kunne nogle fornemme lidt træthed i benene. Det blev der straks rådet bod på, da en flok Lions-piger hurtigt fik arrangeret lidt pause-gymnastik. Der blev lavet ben- og armbevægelser, og derefter gik turen rundt i hallen med gakkede gangarter. Et festligt indslag for både udstillere og gæster.
Messen sluttede med kåring af ”Årets Stand 2019”. Vinderen blev Basis-Tryk & Skilte, der nærmest havde bragt efterårsskoven med ind på deres flotte stand. Alle gæster havde mulighed for at deltage i afstemningen, og der var naturligvis bortlodning af fine gaver som tak for at deltage i kåringen.
Konferencier Kathrine Skovsgaard fra ”By Skovsgaard” sørgede på kyndig vis for afvikling af de mange udtrækninger og indslag begge dage. Der blev også tid til en lille snak med udstillerne, hvor Kathrine med sin friske tilgang til arrangementet fik alle til at fortælle om deres virksomhed og gode messetilbud.
Ultimate Web