Et travlt 2019 for Hjallerup Kulturhus

Travlt_aar.jpg
06-01-2020
Lederteamet vil gerne sige tak til alle, som har bidraget til at gøre 2019 til et godt år for Kulturhuset, og ønske alle et godt nytår.
Det har været et godt år for Hjallerup Kulturhus både i antal af arrangementer og antal gæster.  Også økonomisk ser det foreløbig godt ud. Regnskabet bliver først offentliggjort til marts, men ifølge Husets Lederteam forventes der et pænt overskud, selv om renoveringer og forbedringer som for eksempel en forbedring af varmestyring og ventilation, slibning og oliering af gulve og opsætning af film på de højtsiddende vinduer i foyeren har koster knap 100.000 kroner.
”Vi har i 2019 fået flere nye brugere. Der har været afholdt flere fester og afholdt flere kurser, idet flere foreninger og organisationer har fået øjnene op for Husets mange muligheder. Også vores faste brugere har optimeret brugen af Huset. Der er nu fuldstændig styr på vores bookingsystem, som virker optimalt,” fortæller Lederteamet/koordinationsudvalget bestående af Johan Jørgensen, Kurt Brink og Hanne Jensen og fortsætter:
”Vi har i de sidste måneder oplevet specielle situationer, hvor Kulturhuset har været samlingspunkt for en eftersøgning, som Missing People stod for. Endvidere har det været muligt i en lukket periode alligevel at hjælpe folk med et arrangement. Vi ønsker om muligt at tilgodese folks ønsker. Det giver os et godt ry og stor tilfredshed, som kommer os til gode i andre sammenhænge.”
Der er nu taget hul på et nyt år 2020, og ifølge Kulturhusets Lederteam ser det lovende ud.
”Vi er fortrøstningsfulde og håber på, at et samarbejde med byens foreninger bliver udbygget. Her tænker vi især på et samarbejde mellem Borgerforeningen og Musikforeningen, så både Kulturhuset og den nye scene i Anlægget kan indbyde til spændende arrangementer. Vi har et godt samarbejde med byens madsteder/leverandører, som gør, at vores arrangementer bliver en god oplevelse, og vores gæster er tilfredse,” slutter teamet og gør opmærksom på, at der holdes Nytårsfest for de frivillige i januar, og at der altid er brug for flere frivillige.
Ultimate Web