Et begejstret publikum roste koncerten Lys & Mørke i Hjallerup Kirke

lys_moerke.jpg
14-10-2019
Der var god tilslutning til Lys & Mørke koncert med Pernille Axelsen Band i Hjallerup kirke.
 
Pernille Axelsen, som er sangskriver og sanger i bandet, åbnede aftenen med et par ord omkring Lys & Mørke-fænomener og -stemninger, noget alle kender til, når livet går op og ned. Sangene på repertoiret var nøje udvalgt til koncertens tema. Det var en god blanding af bandets originale, nyudgivne sange som “Hende som danser for dig” og “Lige før solopgang” og blandt andet 80’er bandet Radios “Efterår” og “Jeg vil la’ lyset brænde”.
 
Musikerne i Pernille Axelsen Band består af rutinerede og professionelle musikere: Jens Axelsen på trommer, Andreas O’Carroll på guitar og Andreas Bek Mortensen på tangenter. Mikkel Koudal på bas var hyret ind til lejligheden samt Gitte Bøgelund Larsen og Anna Axelsen på kor, som medvirkede ved koncerten som solister.
 
Stemningen i kirkerummet var god, og publikum sad koncentreret og lyttede til musikken. Aftenens sidste nummer “Backpacker” lagde op til løssluppen stemning, hvor publikum stod op og klappede, sang, og dansede med.
 
Publikum gav efter koncerten udtryk for, at det havde været en stor oplevelse og roste Pernille Axelsen for sin dejlige stemme. Hendes band fik også mange roser med på vejen. Især blev den unge Anna Axelsen rost og nævnt som en lovende sanger. Hun fik stort bifald. Flere gav udtryk for, at koncerten gerne måtte gentages til næste år.
 
Publikum kunne efter koncerten støtte Landsforeningen Sind med et beløb.
Ultimate Web