Enorm tilstrømning til åbning af ny Røde Kors butik

04_Roede_kors.jpg
20-01-2020
Den mere officielle del foregik udenfor, og det startede med en hjertelig velkomst ved formanden, Bent Heiselberg, der blev efterfulgt af borgmester Mikael Klitgaard, som især fremhævede de mange positive ting, som sker i øjeblikket i Hjallerup. Han nævnte bl.a. det store byggeri næsten lige udenfor i Østergade.
 
Fra hovedorganisationen var vicegeneralsekretær Lene Krogh kommet. Hun følte sig rigtigt hjemme og med god grund. Hendes forældre havde i sin tid optiker- og urmagerforretningen ovre i Østergade. Hun priste initiativet med at flytte butikken hen til meget bedre rammer. ”Det kommer til at gøre en stor forskel og får virkning både lokalt og regionalt. Tusind tak til alle de mange frivillige, som har medvirket til det flotte resultat.”
 
Så kunne Lene Krogh og Mikael Klitgaard klippe det rød bånd over, den store dobbeltdør blev åbnet, og folk strømmede ind. Det var tydeligt at se, at nogle af åbningsgæsterne havde udset sig specielle ting, som de styrede lige hen imod, men størsteparten af gæsterne vandrede rundt, beså den flotte indretning af de nye 1135 kvm. og fik sig en sludder med de mange frivillige, som var let genkendelige på grund af deres røde veste.
 
Den eneste mislyd ved arrangementet var, at kassesystemet til at starte med ikke ville fungere. Det blev imidlertid ret hurtigt rettet, og så kunne handlerne gå i gang. Bent Heiselberg kunne bagefter fortælle, at mens der ved åbningsdagen for den tidligere butik på Søndergade i sin tid blev solgt for 18.000 kr., så ville han skønne, at denne gang ville beløbet sandsynligvis nå op på 40.000 kr.    
Ultimate Web