De Grønne Pigespejdere og KFUM Hjallerup på kanotur

kano.jpg
20-09-2021

Turen gik fra Skæve mod Præstbro, hvor der var overnatning for de store spejdere i shelter, mens de mindre spejdere skulle afhentes af forældre.
Desværre viste vejrguderne sig ikke fra den bedste side, så turen startede i øsende regnvejr, men det tog alle med ophøjet ro, og iklædt regntøj og redningsveste padlede alle lystigt afsted.
 Grundet den store mængde regn, der var kommet i løbet af natten, var det ikke muligt at forcere den første bro, så én måtte i vandet og få presset kanoerne under, mens alle andre måtte tage turen op over. Snart begyndte regnen at aftage, og resten af turen til overnatningsstedet ved Præstbro foregik i solskin.
Fremme i Præstbro var der en kort gåtur hen til shelter-pladsen, og de, der skule overnatte, fik pakket ud og udforsket stedet inden aftensmaden, der selvfølgelig i fællesskab blev lavet over bål.  Efterfølgende blev der hygget med pandekager og skumfiduser.
Søndag viste vejret sig fra en bedre side, så efter morgenmaden og nedpakning gik turen videre mod Voerså. En smuk tur i medstrøm, så der var plads til sang, sjov og ballade, inden turen stoppede ved 16-tiden.
Det blev en dejlig tur, der har rystet de ældste fra De grønne Pigespejdere og KFUM godt sammen, så de nu er klar til det videre spejderarbejde i efterårssæsonen.
Og det skal nok blive sjovt. Mange spændende og sjove ting er lagt i støbeskeen - fællesskab på højt plan.

Ultimate Web