Vendsyssels historiske museum og Klokkerholm – byen i landskabet holder igen et detektorrally søndag den 10. september. Igen er det den spændende bosætning ved Byrhøj som skal undersøges. Udvalget – Natur og historie/Byen i landskabet – har igen skabt rammerne til en god detektordag på Byrhøj og Stentinget. Denne gang afsøges et helt nyt område ved Byrhøj. Tidligere blev der gjort et betydeligt guldfund – det er spændende, om der også i år bliver gjort fund på markerne ved Byrhøj. Nu bliver området igen gennemsøgt af en flok udvalgte detektorfolk fra Slagbulen under ledelse af Vendsyssel historiske museum. Hvert år gøres der forskellige fund, som understreger, at der her både har været en bosætning med bl.a. håndværkere og en handelsplads.
Byrhøj er en del af bopladsen Stentinget, som ligger på en højderyg lige i udkanten af Klokkeholm. Netop placeret her lige i midten af Vendsyssel. På dette tidspunkt fra år 500 e.Kr. og 400 år frem, førte alle veje i Vendsyssel til Klokkerholm? Eller helt præcist til handels-, værksteds og magtcenteret Stentinget. Stentinget ligger oppe på Jyske Ås. Stentinget har altså eksisteret takket være et veludbygget og omfattende vejnet, der har kunnet muliggøre, at Stentinget kunne opretholde bebyggelsens status. Fra pladsen og gravhøjen Byrhøj er der en fantastisk udsigt mod syd og vest. Områdets overhoved har her haft et godt overblik over Vendsyssel.
Området blev delvist udgravet i 1990 og her blev der gjort betydelig fund. Disse fund består hovedsageligt af smykker, vægtlodder og smykker, som i dag kan ses på Nationalmuseet. Der er tale om en stor handelsplads, og flere arkæologer mener, at her kan der gøres endnu flere fund. Søndag den 10.9 skal bopladsen Stentinget og Byrhøj ved Klokkerholm gennemsøges ved hjælp af et korps af inviterede detektorfolk. Hele arrangementet er sat i stand i at samarbejde mellem Vendsyssel historiske museum og ”Natur og historie” under byen i landskabet i Klokkerholm. Dagen igennem er det muligt for alle interesserede at komme på Byrhøj og følge detektorfolkets arbejde på pladsen. Arealet omkring Byrhøj bliver opmålt og skal gennemsøges, hvorefter alle fund bliver registreret. Det er vigtigt at understrege, at kun de af museet godkendte detektorførere må afsøge i fredningen Byrhøj og omliggende marker.
Dette detektorrally er en gentagelse af undersøgelserne de tidligere år. Det er blot andre felter, der skal afsøges. Dette er måden, hvorpå man kan registrere hyppigheden af fundene og med en opmåling af, hvor de nøjagtigt er fundet.
”Natur og historie” står for den praktiske del, med forplejning etc. Der er kaffe og kage til publikum.
Klokkerholm Skole
I forbindelse med projektet er der et samarbejde med Klokkerholm skole. Eleverne besøger stedet mandag den 11.9. Det er Klokkerholm skoles 5. og 6. kl., som kommer på Byrhøj og afsøgningsmarkerne. Her demonstreres brugen af detektorer, og samtidig kan eleverne blive klogere på lokalområdets historie og arkæologers arbejde. Denne dag bliver en dag med undervisning i levende historie.
Besøg er muligt
Det er nu muligt at gå til Byrhøj – der er etableret en P plads lige uden for Klokkerholm. Her følger man den afmærkede sti og kommer op til Byrhøj. Her er der infotavler etc., så man kan læse mere om stedets unikke historie og de store fund, der blev gjort i forbindelse med udgravningerne. Der er et multtoilet ved madpakkehuset på Byrhøj. Eller man kan tage sin iPhone og lytte til radioguiden, som fortæller stedets historie. Der er anvisninger på P-pladsen
Samtidig er det muligt at læse mere om vikingetiden og historien om Byrhøj på byens hjemmeside: https://klokkerholmby.dk/byrhoej/.