Alpacaer er blevet populære i Hjallerup

Alpaca.jpg
03-02-2020

”Naturligvis er det ikke optimalt at have alcapaer på græsplænen”, fortæller Lise Drastrup, som bor på ejendommen Algade 28.
”Vi kom i en situation, hvor det var nødvendigt at tage en syg alpaca med hjem for at kunne pleje og holde øje med dyret. Da alpacaer er et flokdyr, måtte vi tage yderligere to med hjem til græsplænen og stalden bag huset. Vi har fået dispensation en kort periode, og i løbet af 14 dage kommer de igen tilbage til vores stald og marker i Asaa, hvor vi har vores firma. Så snart vi har fået vores hus i Hjallerup solgt, flytter vi til Asaa, hvor vores firma hører hjemme.”
Mange børn og voksne standser op, når de ser de smukke alcapaer gå og græsse på  græsplænen i Algade. Dyrene ligner lidt en lama, men er kun halvt så store. Enkelte har ligefrem lyst til at gå ind i indhegningen og klappe dem og give dem en krammer, men folk holder afstand og tror, de spytter. Det kan også ske, især når de bliver klippet. En god portion grønligt mavesaft i ansigtet er ikke det mest attraktive.
Familien Drastrup, som har fire børn, der alle har fået en diagnose inden for autismespektret, har anskaffet sig dyrene for at lære børnene at komme i kontakt med både dyr og mennesker. Netop et dyr som alpaca er et venligt dyr, der mange steder bruges som terapidyr/besøgsdyr.
”Vi har i dag i vores firma i Asaa omkring 24 alpacaer, som vi avler på, og som vi en gang om året får klippet. Ulden er meget blød og lækker. Den indeholder ikke som fåreuld anolin. Vi har købt vores dyr i Italien, Sverige og Norge og har efterhånden dyr, hvor kvaliteten på ulden er i top.
Jeg har været på adskillige kurser både i Australien, Norge og Finland og føler efterhånden, at jeg kender til opdræt, garnkvaliteter med mere. Vores firma er kun knap et år gammelt, men vores børn er meget optaget af dyrene. Man kan faktisk kontakte os og lave en aftale om at få et par alcapoer transporteret til stranden eller skoven  for  at gå en tur med dem,”uddyber Lise Drastrup.
I løbet af foråret kommer en australier ved navn Cris og klipper dyrene. Han tager ikke kun til Asaa, men mange andre steder i Danmark, hvor man har alpacaer, som normalt opdrættes for uldens skyld.
Alpaca garn regnes for at være finere end fåreuld,  varmere og mere allergivenligt end almindeligt uldgarn.
”Børnene elsker dyrene, og de bliver knyttet til dyrene. Det håber vi vil hjælpe dem i deres sociale liv fremover,” slutter Lise Drastrup.

 

Ultimate Web