Aflysning af Hjallerup Marked får konsekvenser for byens foreninger

Hj_Marked.jpg
08-04-2020

Med aflysning af Hjallerup Marked bliver 2020 ifølge Samvirkes formand Peter Jensen et anderledes år både socialt og økonomisk. Rigtig mange af byens borgere mødes i markedsdagene til et stort frivillig engagement, som resten af året betyder meget for byens sammenhold og ikke mindst for foreningslivet økonomisk.
– Vi prøver i Samvirke at spare så meget, vi kan. Inden for teltudlejningen er teltmesteren sendt hjem, og vi prøver at få del i en af regeringens mange hjælpepakker. Vi plejer at give vores by 3,5 millioner om året, og det beløb mangler vi jo i år. Vi mangler både udlejning af markedspladsen og udlejning af telte til forskellige markeder, så vi er bange for at komme ud med røde tal i år, fortæller Peter Jensen, formand for Hjallerup Samvirke.
Aktiviteterne i EKKO Parken håber Peter Jensen kan gennemføres. Her tænker han på planlagte projekter som for eksempel flere legeredskaber og en platform ud i søen. Parkens største trækplaster er gederne, som vil komme tilbage i slutningen af april, hvor området gerne skulle være mere tørt.
Fra Markedsudvalget fortæller Stefan Jacobsen om aflysning af markedet, at mange af de indgåede kontrakter er blevet rykket frem til juni 2021. Alle har forståelse for aflysningen, og ifølge Stefan Jacobsen har der på Facebook ikke været sure miner, men tværtimod stor forståelse for beslutningen om aflysning af årets marked.
– Vi kommer til at mangle det store fællesskab, som byens foreninger er bygget op omkring. Det gælder både socialt, men også økonomisk. Det kommer til at gøre ondt økonomisk for mange foreninger, som plejer at tjene mange penge til markedet med hver deres indsats. Vi håber, at der kan findes nogle løsninger på forskellig vis. Aktivitetsniveauet vil uden tvivl falde i det kommende år.
– Vi kigger fremad og glæder os allerede til markedet 2021, som vi er i fuld gang med at tilrettelægge, slutter Stefan Jacobsen fra Markedsudvalget.

 

Ultimate Web