40-års jubilæum i Kolonihaveforeningen Frederikshave i Hjallerup

40_ars_jubilaeum.jpg
05-08-2019

Der var godt vejr og god stemning, da de 15 lejere af kolonihaverne var samlet for at fejre 40-års jubilæet. Foreningen holder altid en sommerfest for medlemmerne i august, og denne var i år slået sammen med fejringen af jubilæet.
I 1977 begyndte interessen og forhandlingerne om at få udlagt et stykke jord til kolonihaver. Kommunen købte et stykke jord af Gunnar Nielsen, Frederikslyst. Der blev i 1979 udlagt 30 grunde, som kommunen udlejede til interesserede.
I dag er der 15 grunde etableret, hvor der på syv grunde er opsat et havehus, de øvrige har en desto større have til at dyrke grøntsager på. Lejemålet er på 50 år, så om 10 år skal kontrakten ifølge formanden Flemming Christensen fornyes med kommunen.
Grundene er på 550-650 kvadratmeter. Der er ikke elektricitet på grundene. Formanden har en generator til at lave strøm, når det er nødvendigt. Ellers er det gasflasker og batterier, der bruges.
Formand Flemming Christensen og kasserer Kaj Frederiksen fortæller om brugen af kolonihaverne:
”Vi nyder som pensionister at komme her flere gange om ugen. Der bliver dyrket sunde grøntsager og plantet flotte blomster, og et par frugttræer er der også plads til. I vores forening er der et godt sammenhold. Ofte får vi en snak med naboen over hækken. Vi holder årligt to fester: en startfest i maj og en sommerfest i august.”
Flemming Christensen har været formand i over 25 år og lejede sin kolonihave i 1983. Et stort havehus er opsat på grunden. Der er desuden plads til dyrkning af grøntsager med mere.
I de sidste par år har flere medlemmer fra foreningen sponseret grøntsager og støttet høstmarkedet i Hjallerup kirke til høstgudstjenesten: Fyld Danmarks kirker. Salget af høstmarkedets produkter går ubeskåret til forskellige gode formål.
For cirka fem år siden blev de sidste 15 kolonihavegrunde udlagt til hundeskov og arealet gjort til fredskov. Mange hundeejere kommer her dagligt for at lufte deres hunde.

 

Ultimate Web