24 timer i Hjallerup: 333.333 kr.

24_timer.jpg
23-03-2020

Generalforsamlingen i foreningen ”24 timer i Hjallerup” var annonceret afholdt lørdag 21. marts, men det viste sig ikke at være en generalforsamling men et møde med et eneste punkt: Resultatet af 15/16 februar-arrangementet i Hjallerup Idrætscenter.
Formanden, Johnni Olesen, havde indtil da smilende besvaret spørgsmål om resultatet med en enkelt sætning: ”Det bliver i hvert fald bedre end sidste år”.
Og det blev det sandelig. 333.333 kr. - omtrent 200.000 kr. mere end sidste år, og det lød faktisk lidt beskedent, da Johnni kommenterede resultatet: ”Vi er mere end stolte!”
Mødet, hvor det flotte resultat blev offentliggjort, fandt sted i haven til Johnnis bopæl på Algade i Hjallerup, og udover pressen var der kun tre personer til stede. Helt i overensstemmelse med forholdsreglerne under coronavirusepidemien.  
For hver 100 kr. der samles ind, går 97 kr. til Julemærkehjemmet i Hobro, 2,40 kr. går til gebyr og renter og 60 øre til administration.
Lederen af Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claesson, fik ved slutningen af mødet lejlighed pr. mobil til at kommentere beløbet, og hun var helt ekstatisk: ”Det er jo et gigantisk beløb, det er fuldstændigt vildt. Jeg er helt målløs og taknemmelig på hjemmets vegne. Johnni knokler jo for os hele året rundt!”

 

Ultimate Web