Tyve har været på spil i Hjallerup Kirke og på Hjallerup Skole

tyveri.jpg
10-09-2018
For graver Elin Brinkmann var det en frustrerende oplevelse mandag morgen at finde to af kirkens guldkors, der normalt sidder i kirkens lysestager, liggende på fliserne ved indgangen til kirken. Da hun skulle låse kirkedøren op, kunne hun se, at en rude var ødelagt i døren. I våbenhuset var døren til dåbsværelset taget af med både dør og karm. Den lå henslængt på gulvet. Skabe og skuffer var åbnet, og i boksen, hvor kirkens sølvtøj og lysestager normalt er gemt, var det hele brudt op, og hylderne var tomme.
Inde i kirken var der taget projektor og forskelligt elektronisk udstyr. Politiet blev hurtigt tilkaldt, og der blev gjort de nødvendige undersøgelser og taget fingeraftryk.
Tirsdag morgen manglede en lærer på Hjallerup Skole sin computer og sin iPad, da hun mødte ind klokken ni. Der blev sat en undersøgelse i gang for at finde de manglende ting, som dagen i forvejen blev efterladt på lærerværelset, men forgæves. Dernæst blev skolens overvågningsbilleder set igennem. Her kunne skoleleder Michael Ring se tre ukendte ansigter bevæge sig rundt på skolens område mellem klokken 17 og 18. Nu blev han klar over, at det kunne være ubudne gæster, som havde taget både computer og iPad.
Politiet fik overvågningsmaterialet fra skolen og fik ret hurtigt opklaret både kirkens og skolens indbrud. Det blev i løbet af ret kort tid oplyst, at politiet havde fanget tyvene og fundet alle tyvekosterne, som nu kunne afhentes hos politiet i Brønderslev.
Fra Hjallerup Kirke var det en stor lettelse, at indbruddet var opklaret så hurtigt, og at tyvekosterne var uskadte.
Formanden for menighedsrådet Torben Sanden kørte til Brønderslev politi onsdag formiddag for at afhente de stjålne ting, som heldigvis var uskadte. Lysestagerne, som guldkorsene var faldet af, bliver nu istandsat. De øvrige genstande kan bruges igen til de kommende gudstjenester.
For menighedsrådet i Hjallerup bliver det nu en opgave at finde ud af, hvordan kirkesølvet sikres på bedst mulig måde fremover. Hjallerup var det femte kirkeindbrud i Nordjylland inden for den sidste måned. Om det er samme tyve, der har været på spil, må politiet naturligvis forsøge at finde ud af.
”Vi er taknemmelig over, at vores stjålne genstande er kommet tilbage. Nu arbejder vi på at sikre vores værdier på en bedre måde. Kirken skal stadig være et sted, hvor der er åbne døre i en del af dagtimerne,” udtaler sognepræst Marie Kirketerp og formanden Torben Sanden.
Ultimate Web