Omkring 100 besøgte Egnssamlingen på Kartoffeldagen

kartoffeldag.jpg
22-10-2018
Omkring 100 besøgte Egnssamlingen på Kartoffeldagen. Mange frivillige var i gang fra morgenstunden for at gøre alt klar til servering af stegt flæsk og persillesovs, aktiviteter for børn og udstilling af forskellige kartoffelsorter fra Andelskartoffelfabrikken i Vendsyssel betegnet som AKV. En ny sort ved navn Noma, som skulle være resistent over for skimmel, og som går tilbage til de oprindelige kartoffelsorter fra Peru, er AKV i gang med at udvikle til en moderne sort. Man bruger ikke knolden, men kartoflens frugter, når der skal dannes nye sorter.
Svend Nielsen kørte den gamle Ferguson–traktor frem. En kartoffeloptager var spændt bagefter for at få kartoflerne op af jorden, så de besøgende kunne samle en pose kartofler til at tage med hjem. Der var mange sorter at vælge imellem. I foråret blev der sat tre lange rækker kartofler. En række med Cerisa, en anden række med Ditta, og den 3. række var en blandingsrække med Bintje, Folva, Ditta, Jutlandia og Resa.
For børnene var der foruden at tage kartofler op flere andre aktiviteter. Der blev lavet rygeost over et ildsted, som Hans Henrik Hansen stod for. Et andet sted var der kartoffeltryk på stof, og et tredje sted kunne børnene bage pandekager over bål.
I købmandsforretningen blev
der solgt de sidste rester af saft, æblemost og syltetøj.
De besøgende kunne glæde sig over et forholdsvis mildt vejr til kartoffeloptagningen.
Kartoffeldagen bliver den sidste aktivitet i efteråret, hvorefter Egnssamlingen holder en pause. Der kan altid ifølge bestyrelsen laves private aftaler med henblik på et besøg i Egnssamlingen for en gruppe interesserede.
Ultimate Web