Hjallerup Kirke uddeler børnetøjspakker

toejpakker.jpg
15-10-2018
"Vi vil i kirken gøre en lokal indsats for at få børnetøj i omløb,” fortæller sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard og fortsætter:
”Børnetøj er en anledning til bekymring for mange børnefamilier, og for nogle er det endda en uoverskuelig byrde. Samtidigt er der også mange, der har børnetøj liggende, som de ikke har fået afsat, men som de gerne vil give videre til brug og glæde for andre.”
Kirken vil med det nye initiativ bygge bro for børnetøjet mellem de to parter i sognet, for det er langt fra altid, det løser sig inden for ens eget netværk.
Initiativet er blevet taget godt imod, både på facebook og fra lokale, og Ivanas kontorudlejer på Gl. Markedsvej har stillet skabsplads til rådighed. Flere har også allerede doneret børnetøj, således at den første børnetøjspakke allerede er afleveret.
Ansøgningsprocessen for at modtage en børnetøjspakke er simpel. Man følger instruktionen på Hjallerup Kirkes hjemmeside og sender en SMS eller mail til Ivana Høgagard med praktiske informationer. Børnetøjspakken vil efterfølgende blive leveret diskret og personligt af præsten. Kun præsten er bekendt med modtagerne, mens frivillige kræfter også hjælper med at pakke.
Ønsker man at donere børnetøj, lægges det i containeren ved kirkekontoret ved Hjallerup Kirke.
”Kirken er en del af lokalsamfundet, og derfor giver det mening, at kirken også involverer sig her. Det er en grundlæggende del af kirkens fællesskabs- og diakoniforståelse. At vi hjælpes ad og har øje for dem, der har mindre - det kunne jo være én selv i morgen.” slutter sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard.
Ultimate Web